menu_open Columnists
We use cookies to provide some features and experiences in QOSHE

More information  .  Close

Han pisser på os

31 0
09.03.2026

SELVFØLGELIG mødte den berygtede Osman Ali Osman ikke op i Østre Landsret. Her skulle retten mandag endnu engang tage hul på spørgsmålet om, hvorvidt den massivt straffede bandeleder skal udvises fra Danmark eller ej.

Da spørgsmålet første gang skulle vendes i Østre Landsret for halvandet år siden, blev Osman syg i fængslet. Han kastede så meget op, at fængselsbetjentene ikke ville køre med ham, og han nåede aldrig at blive rask til retssagen.

Kort tid efter kunne forbryderen til gengæld spankulere ud af fængslets sygeafdeling efter endt afsoning og har siden været på fri fod. Tiden har han blandt andet brugt til at kravle til tops som ledende figur for den lokale afdeling af Loyal to Familia i Odense. Den forbudte bande, som siden højesteretsdommen i 2021 har været alt andet end opløst.

KORT SAGT: Osman Ali Osman pisser på os allesammen og hele det danske retssamfund.

Østre Landsret gennemførte mandag retsmødet uden hovedpersonen. Dommen falder efter planen tirsdag. I byretten slap bandelederen endnu engang med en betinget udvisning. Han blev idømt halvandet års fængsel for at afstraffe et af sine egne bandemedlemmer i 9hunna på groveste vis. Vedkommende blev blandt andet holdt indespærret i en lejlighed i Vollsmose. Retsformanden mente dog, at en udvisning ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

OG UANSET OM landsretten kommer frem til det modsatte, er det tvivlsomt, at vi slipper for manden. En af hans bundkriminelle brødre, Asad Ali Osman, blev så sent som i november udvist for tredje gang, men render stadig rundt i Danmark. Myndighederne har aldrig effektueret det endelige spark til hjemlandet Somalia.

Risikoen for, at det samme vil gøre sig gældende for Osman Ali Osman, virker overvældende. Også selv om der i anledning af folketingsvalget er kommet fornyet spotlys på kriminelle udlændinge og i særdeleshed det berygtede udrejsecenter Kærshovedgård, som egentlig skal huse de dybt kriminelle udvisningsdømte.

POLITIKERNE KAPPES om at få førertrøjen i udlændingestramninger, helst uden at snakke om de juridiske forhindringer og menneskerettighedskonventionerne. Men hvad så med efter valget? Når virkeligheden igen indfinder sig?

Kan I, kære politikere, leve op til jeres løfter?

Eller skal Osman Ali Osman og hans bundkriminelle brødre have lov til at grine videre af det danske retssystem?


© Ekstra Bladet