menu_open Columnists
We use cookies to provide some features and experiences in QOSHE

More information  .  Close

Cirkus Sikandar

27 0
24.02.2026

STEMNINGEN VIL NOK være under frysepunktet, næste gang Sikandar Siddique tropper op til et møde med sine politiske kolleger på rådhuset. 

Med Københavns Kommunes afgørelse i hans boligsag står det klart: Den politiske leder af Frie Grønne løj sig til en plads i Københavns Borgerrepræsentation.

NYTÆNKEREN SIDDIQUE, der ikke er bleg for at lange ud til både højre og venstre, har allerede beskyldt hele systemet for at være råddent. Det er, mener han selv, hans udtalelser om, at København skulle befries fra zionismen, der har udløst fordømmelser fra den israelske stat, anmeldelser fra zionistiske organisationer og pres helt op på statsminister-niveau, som altså nu har ført til, at Københavns Kommune har afgjort, at han har opgivet urigtige oplysninger om sin bopæl. 

'Og nu står jeg her - valgt af vælgerne, men fjernet af systemet. Hvis nogen var i tvivl om, hvad jeg mente, så er pointen hermed understreget', lød det i et Trump-værdigt ' svar til Ekstra Bladet.

KOLLEGAERNE PÅ RÅDHUSET har omvendt travlt med at hælde Siddique ned ad brættet med alverdens skældsord. De beskylder ham både for at lyve, fuske og snyde vælgerne. 

Den kendte socialdemokrat Lars Aslan Rasmussen kalder ham endda 'den pakistanske platugle', mens De Konservatives Niels Peder Ravn har politianmeldt både Siddique og dennes hustru. Joanne Bywater fra Liberal Alliance kalder hele miseren snyd, bedrag og misbrug af tid og ressourcer. 'Stop nu det cirkus', opfordrer hun.

MEN INDTIL VIDERE får sagen ingen konsekvenser for Sikandar Siddique.

Han kan - og har tænkt sig - at anke afgørelsen til Digitaliseringsministeriet, og mens de behandler sagen, kan han frit sidde med om bordet og træffe beslutninger om københavnerne. Ifølge en ekspert kommer der til at gå mange måneder - måske endda år - før sagen er helt afsluttet. Kommer ministeriet til samme afgørelse, ender det sandsynligvis med, at Sikandar Siddique bliver smidt på porten og erstattet af førstesuppleant Asham Agha Nadeem. Han fik sølle 612 stemmer ved kommunalvalget.

MULIGHEDEN FOR OMVALG blev efter megen usikkerhed skrottet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der over for Ekstra Bladet i januar kundgjorde, at ingen har klaget over valghandlingen og Siddiques optræden på stemmesedlen inden for fristen på syv dage efter valget. 

Hans kritikere havde ellers rig mulighed for det, eftersom at Ekstra Bladet allerede i oktober afslørede, at selvom Siddique officielt var flyttet til København, ejede han stadig sit hus i Herlev, hvor han opholdt sig ganske ofte. Hans familie boede der, og det var hjemsted for både hans parti og virksomhed.

FORELØBIG MÅ københavnerne altså leve med at blive repræsenteret af en politiker, der ifølge Københavns Kommune slet ikke burde være på rådhuset. Det er ikke alene en hån mod vælgerne, men hele demokratiet.


© Ekstra Bladet