Den indre splittelse er farligere end vores fjender

De politiske eliter har svækket Vesten udadtil. Og skabt en farlig opløsning indadtil.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Perioden fra Østblokkens og Sovjetunionens sammenbrud i årene omkring 1990 og frem til vore dage har været præget af en geostrategisk svækkelse af Vesten.

For 30-35 år siden var det en oplagt antagelse, at Vesten ikke havde nogen seriøse rivaler, når det gjaldt om at knæsætte den eksisterende verdensorden. I dag er det sådan, at selv optimistisk anlagte mennesker kan komme i tvivl om, hvorvidt vi i det hele taget er i stand til at forsvare vores samfundsinstitutioner og kultur.

Den grundlæggende årsag til, at Vesten i dag er så svag, er strategiske fejl på fire områder: Forkert politik i forhold til Rusland. Forkert politik i forhold til Kina. Forkert politik i forhold til Mellemøsten. Og sidst, men ikke mindst, en række yderst farlige illusioner, når det gjaldt energipolitikken.

Alt det har jeg gjort rede for i min seneste bog, ”Den tabte fred”, så det vil jeg ikke komme yderligere ind på her.

I stedet vil jeg se på nogle af de ”indre konsekvenser”, som de fejlagtige politikker, de politiske eliter i Vesten var enige om at føre mellem 1990 og vore dage, har haft.

Med indre konsekvenser mener jeg konsekvenser, der vedrører borgerne indbyrdes i de enkelte vestlige lande – til forskel fra de konsekvenser, der vedrører Vestens forhold til resten af verden, og som min bog først og fremmest handler om.

Med politiske eliter mener jeg de politikere, ledende embedsmænd, ledende eksperter og toneangivende interesseorganisationer, som gennem hele perioden levede i en politisk boble, hvor modsigelse var uvelkommen og i de fleste tilfælde blev afvist som pjat og populisme.

Skal jeg springe direkte til konklusionen, er der i en række lande som for eksempel USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland opstået store folkelige bevægelser, der generelt ser sig selv som stående i et modsætningsforhold til den politiske elite.

I USA blev modstanden imod den politiske elite i 2016 så stor, at det lykkedes at få valgt anti-elite-kandidaten Donald Trump til præsident (at Donald Trump på det personlige plan tilhører den økonomiske elite, er et af de mange paradokser, man er nødt til at leve med, hvis man interesserer sig for politik).

I UK blev modstanden imod den politiske elite – også i 2016 – så stor, at det lykkedes at afspore et af den britiske politiske elites absolutte yndlingsprojekter: medlemskabet af EU.........

© Jyllands-Posten