Magtfulde kvinder marcherer med magt, stiletter og rødlakerede negle og kræver ligestilling her på kvindernes kampdag – mens mændene passer børnene.
I dag er det kvindernes internationale kampdag. En kampdag, der har været markeret og fejret i nu mere end 100 år.
I starten handlede det bl.a. om kvindernes ret til stemme og valgret. Senere om kvindernes ret på arbejdspladsen og økonomisk og kulturel lighed i samfundet. Og særligt i 70’erne var der fuld fart på kvindernes kamp, hvor flade sandaler, farven lilla og bare bryster uden bh var det helt store slagnummer. Og dengang var der noget at kæmpe for.
Men det helt store spørgsmål er så: Har kvindernes internationale kampdag stadigvæk en berettigelse? Og giver kampdagen overhovedet mening her til lands?
I det brede kvindelige landskab vil min påstand være et rungende nej. Kvinder har på alle parametre vundet lighed, ligestilling og ligeret. Og loven skelner ikke mellem mænds og kvinders ret. Der er med andre ord ikke på et eneste parameter, hvor kvinder ikke har præcis de samme rettigheder, som mænd har. De skal bare gribe dem.
Kvinder kan dermed søge og gøre præcis det samme, som mænd kan. Kvinder har samme muligheder for at tage præcis den uddannelse, de ønsker. Få præcis den karriere de ønsker. Sidde for enden af de præcis samme bestyrelser, som mændene kan. Kvinder kan blive topdirektører og succesfulde iværksættere.
De kan få børn uden at have en mand. De skal bare sikre sig hans sæd. De tjener deres egne penge. Og hænger billeder og lamper op på væggen. Reparerer bilen – eller i al fald selv kører den til mekanikeren, hvis evnerne alligevel ikke rækker. Deltager i særlige motionsløb – kun for kvinder.
På alle mulige måder har kvinder fået skabt sig en sikker platform og tilværelse, hvor de kan klare sig helt uden mændene. Næsten. For den bolig, de bor i, er bygget af mænd. Den mad, de spiser, er dyrket, mejet og slagtet af mænd. De veje og broer, de kører på, er bygget af mænd. Bilen, de selv kører til mekanikeren, er designet, udviklet og bygget af mænd.
De prestigefyldte bestyrelsesposter har kvinderne sørget for, at de får tildelt som en del af en kvindekvote. Ikke nødvendigvis på grund af kvalifikationer. De kæmper for flere kvinder på direktørgangene. I de traditionelle mandefag er interessen hos kvinderne for ligestilling underligt nok ikke til stede.
Men på to parametre halter ligestillingen gevaldigt:
Kvinderne har qua deres kamp for at komme på arbejdsmarkedet også fået mændene til at tage en stor portion af barslen, men har stadig mest ret til børnene efter en skilsmisse fra den mand, som har gået måske lige lang tid derhjemme med de små eller måske længere og taget fuldgyldigt og ligeligt ejerskab for børnenes trivsel, omsorg og behov. Deltaget i forældremøder og været familiens repræsentant på arbejdsdagen i andelsforeningen og børnenes skoler. Kørt dem til fodbold og smurt madpakker kl. 06.30 mandag til fredag. Leget med børnene, til Solen gik ned, været sympati-vågen med moderen, der skulle amme om natten, skiftet deres ligelige andel af børnenes bleer og været sammen med børnene, mens mor tog på kulturelle weekendture til London, Paris og Budapest med veninderne.
De har lært at bruge støvsugeren og accepterer hvornår – når hun bad ham om det. Ladet hende klæde børnene pænest på, når faster Anna holdt fødselsdag. Ladet hende indrette hjemmet. Han skal bare sørge for, at græsset bliver slået, og hækken klippet. Og i det hele taget bare være en moderne mand, der har skruet ned for fodboldentusiasmen og ladet holdtrøjen forvises til klædeskabets inderste krog fremfor prydspladsen, da de mødte hinanden – dengang han stadigvæk opfattede sig selv som en hel mand uden at være en så moderne mand, som han er blevet, og som han har lært at takke hende for at være blevet.
Alt sammen til trods for at tilknytningen til børnene i moderne familier også har fået en total lighed, hvor forældre deler ligestillingen mellem sig, så trækker han i langt de fleste tilfælde det korteste strå, når børnenes bopæl skal findes, og antal af samværsdage skal uddeles, når familien bryder sammen, og forældrene skal skilles. Den trone sidder kvinderne suverænt på, trods han har underlagt sig alle kravene for at være en ordentlig, nærværende og kærlig far.
I indvandrermiljøer er der vitterligt også noget at gøre, hvor kvinder stadigvæk opfattes og behandles som andenrangsborgere. Men underligt nok, så er der ikke mange kvindesagsforkæmpere, der kæmper disse kvinders sag. Det er måske for betændt og kontroversielt at begynde at rode sig ud i en kritik af indvandrermiljøerne. For man risikerer jo blot at smage sin egen medicin og ender med at blive kaldt fremmedfjendsk og racistisk.
Også selvom man gør opmærksom på det åbenlyse: at alt for mange kvinder i indvandrermiljøerne lider under en manglende ligestilling. Så som katten går man om den varme grød og lader som ingenting. Lad os holde os til dyrehenvisningerne og kalde det for en bjørnetjeneste.
Så er der to stedet, der vitterligt trænger til et sted at kæmpe for i dag, her på kvindernes internationale kampdag i Danmark, så er det, at kvinderne erkender sejren over mændene og giver noget af magten tilbage til fædrene og dermed børnene, når skilsmissen ulykkeligt indtræffer i børnefamilierne, så børnene ikke ender som de helt store tabere lige foran mændene. Og så kampen for indvandrerkvindernes rettigheder og ligestilling generelt.
Og som jeg har sagt før: Kvinder, I har sejret ad helvede til – godt. Tag nu at løsne grebet og lad mændene komme til. I har brug for dem – som mænd.
Kvinder, I har sejret ad helvede til – godt. Tag nu at løsne grebet og lad mændene komme til
9
13
08.03.2024
Magtfulde kvinder marcherer med magt, stiletter og rødlakerede negle og kræver ligestilling her på kvindernes kampdag – mens mændene passer børnene.
I dag er det kvindernes internationale kampdag. En kampdag, der har været markeret og fejret i nu mere end 100 år.
I starten handlede det bl.a. om kvindernes ret til stemme og valgret. Senere om kvindernes ret på arbejdspladsen og økonomisk og kulturel lighed i samfundet. Og særligt i 70’erne var der fuld fart på kvindernes kamp, hvor flade sandaler, farven lilla og bare bryster uden bh var det helt store slagnummer. Og dengang var der noget at kæmpe for.
Men det helt store spørgsmål er så: Har kvindernes internationale kampdag stadigvæk en berettigelse? Og giver kampdagen overhovedet mening her til lands?
I det brede kvindelige landskab vil min påstand være et rungende nej. Kvinder har på alle parametre vundet lighed, ligestilling og ligeret. Og loven skelner ikke mellem mænds og kvinders ret. Der er med andre ord ikke på et eneste parameter, hvor kvinder ikke har præcis de samme rettigheder, som mænd har. De skal bare gribe dem.
Kvinder kan dermed søge og gøre præcis det samme, som mænd kan. Kvinder har samme muligheder for at tage præcis den uddannelse, de ønsker. Få præcis den karriere de ønsker. Sidde for enden af de præcis samme bestyrelser, som mændene kan. Kvinder kan blive topdirektører og succesfulde iværksættere.........
© Jyllands-Posten
visit website
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Andrew Mitrovica
Mort Laitner
Rami G Khouri
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
