Skal vi blive ved med at føre energipolitik som vinden blæser?

Den energipolitik, vi fører i Danmark, er efter alt at dømme ikke holdbar på længere sigt, og det er svært at se, hvordan vi kommer uden om at indtænke atomkraft, hvis vi skal undgå alvorlige negative konsekvenser for befolkning, land, økonomi og klima.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Indtil 1985 var atomkraft en del af dansk energiplanlægning, men blev taget ud på grund af massive modkampagner og temmelig ubegrundede bekymringer for sikkerheden.

Mange af os, der er vokset op i årene op til, husker tydeligt den store folkelige modstand, der dengang var imod atomkraft, men al erfaring siden da peger på, at bekymringen for sikkerheden var voldsomt overdrevet. Medmindre vi taler om utidssvarende og dårligt vedligeholdte værker af sovjetisk tilsnit, så er antallet af dødsfald fra ulykker med atomkraftværker lig nul. Selv den store Fukushima-katastrofe i Japan kostede ingen menneskeliv som følge af stråling, alene som følge af tsunamien.

Der kan næppe være tvivl om, at vi i dag havde været et langt bedre sted, hvis der i 70’erne var blevet opført tre-fire atomkraftværker i Danmark, som havde kunnet forsyne landet med stabil, billig, rigelig og CO2-venlig energi.

Den senere tid har ført til hårde erkendelser af, at dansk energipolitik meget vel kan være på vej ind i en mørk blindgyde. Ingen ville byde på de nye danske havvindmølleparker, som er en hjørnesten i dansk energiplanlægning.

I en vindstille, overskyet periode nåede elprisen en danmarksrekord på 11 kr. pr. Kwh, en foreløbig kulmination på, at de danske elpriser er skudt kraftigt i vejret i de seneste 10 år i takt med omstillingen af energisystemet til at blive mere elbaseret.

Samtidig kommer der oftere og oftere advarsler om fremtidige strømudfald, som om vi pludselig var blevet reduceret til et uland, hvor den basale infrastruktur ikke fungerer.

Og endelig er der landet over stigende bekymring for de dystre konsekvenser for mennesker, natur og kulturarv, som de massevis af enorme VE-anlæg, både stat og kommuner planlægger, vil kunne resultere i. Store områder vil reelt blive ubeboelige, og det land, vi kender og elsker, vil blive voldsomt forgrimmet og omskabt af nye industriområder med hektar efter hektar med solceller, flere hundrede meter høje vindmøller og tilhørende tekniske anlæg.

Lige syd for os har vores store naboland Tyskland både økonomisk og politisk krise på grund af de problemer, som lukningen af de tyske atomkraftværker og overgangen til et dyrere og mere ustabilt sol- og vindbaseret energisystem har medført. Den stadig store tyske industri har voldsomme problemer, som belaster hele den tyske økonomi, og meget industriproduktion er på vej ud til lande, hvor energipriserne er lavere og forsyningssikkerheden bedre.

Meget tyder på, at det er tid til at stoppe op og overveje, om vi energipolitisk er på vej det rigtige sted hen, og om den grønne omstilling overhovedet kan gennemføres, uden at vi begynder at indtænke atomkraft i den fremtidige energiforsyning. Et oplagt sted at begynde er at ophæve forbuddet imod at indtænke kernekraft i dansk energiplanlægning og sidestille kernekraft med andre bæredygtige energikilder.

Lige nu er der i hvert fald intet, der tyder på, at den energipolitik, vi fører i Danmark, vil være holdbar på længere sigt, og den energi, vi nu kan få fra nabolandene, når vinden ikke blæser, og Solen ikke skinner, vil efter alt at dømme blive mindre tilgængelig i fremtiden, da de er nødt til at tænke på deres egen energiforsyning først. Vi er nødt til at udvikle et mere robust energisystem selv, og skal det ikke basere sig på forurenende energikilder som kul og gas, så er det svært at se, at der er nogen vej uden om atomkraft.

© Jyllands-Posten