DEN VENLIGE version er, at Mette Frederiksen mener det godt - hun gør det bare skidt.

Statsministeren påpeger rigtigt nok, at kontrol- og styringssamfundets kvælertag på Velfærdsdanmark skal vristes fri. Hun evner det imidlertid ikke.

Mette Frederiksen skrev lørdag i en kronik Politiken om behovet for et opgør med den teknokratiske velfærdsstat: ’Nogle af de hårrejsende eksempler på svigt i velfærden skyldes nok ikke kun mangel på ressourcer. Men nok også mangel på plads til, at rigtige mennesker kan tage et rigtigt ansvar for andre rigtige mennesker.’

HAR PAVEN en sjov hat, havde vi nær sagt.

Der er behov for et ’egentlig opgør med den mistillid, new public management er et udtryk for, og de utilsigtede konsekvenser, det har medført i den offentlige sektor,’ skriver statsministeren.

Her på pladsen har vi skrevet dette en million-milliard gange. Ligesom vi ofte har spurgt til det i SVM-regeringsgrundlaget erklærede mål om at bekæmpe ’årtiers styringsregime og et voksende bureaukrati.’ Uden at få svar.

SANDHEDEN ER, at alle regeringer i flere årtier har erklæret bureaukrati og regeljunglen i velfærdsstaten krig. Og alle har tabt. De sidste 50 år er antallet af offentligt ansatte tredoblet.

Bureaukrati bestøver og multiplicerer sig selv. En forvaltning kan sagtens skabe flere problemer, end den løser. Mette Frederiksen har som statsminister de sidste knap fem år således også tabt sine slag i forsøg på at øge mængden af varme hænder.

Så når Mette Frederiksen f.eks. gerne vil sætte alle kommuner fri og begynde helt forfra på ældreområdet for at genoprette varmen i et koldt regime, har man hende mistænkt for, at det er i en forventning om at blive populær på hensigten snarere end på at tage et reelt opgør. Et reelt opgør kræver fyringer af kolde hænder.

OG NÅR METTE Frederiksen nu ønsker, at lærere, pædagoger og sygeplejersker gør det godt for børnene og de syge og ikke for bureaukraterne, ved vi, det ender som en tom erklæring.

’Vi risikerer at opdrage en generation (vi har nok allerede gjort det) til, at kontrol, tilsyn og dokumentation er velfærden. At det er selve kvaliteten. Med andre ord. Vi ofrede det vigtigste for det tydeligste. Desværre,’ skriver Frederiksen.

Har paven en mærkelig bil, havde vi nær tilføjet.

DEN MINDRE VENLIGE version er således, at Mette Frederiksen lever i en indbildning om at have magten, mens det er magten, der har hende. At hun uden at erkende det er en del af nationens herskende klasse af kolde hænder modsat at være et opgør hermed.

At statsministeren iklædt godhedens indsmigrende prætentioner er nok en bureaukrat i færd med at stjæle velfærdssamfundet fra dem, det blev bygget til.