VI FÅR DET hele tiden at vide. Vi skal gøre det bedre. Og nu mener landets fødevareminister, at vi danskere er for dårlige til at lave mad. Med en bizar guldalder-retorik om dengang, mormor stod med skåneærmer og forvandlede nul og niks til solid kost for børneflokke af irske proportioner, har Jacob Jensen (V) forfattet et moralsk indlæg i Politiken.

’Vi er en generation, som langsomt er ved at miste kompetencerne til selv at lave mad,’ skriver ministeren. Han påstår, at hans egen mormor – her mistænker vi dog ministeren for at være iført digterkyse - kunne brødføde familien i en hel uge med en enkelt kylling.

DETTE KAN naturligvis ligne en ligegyldighed at fremhæve. Men det er et vigtigt vidnesbyrd. Det er en slående godtgørelse af, at landet i øjeblikket synes ledet af en regering, der er ophørt med at føre politik til fordel for at moralisere sig frem over for befolkningen.

Vi skal arbejde mere og blive længere ved samlebåndet, kræver statsministeren. Det er sådan, vi vinder over russerne. Forældre skal være stolte, når de er sidst til at hente børnene i børnehaven, mener integrationsministeren. Det er sådan, vi viser næste generation, hvad pligt er.

Udenrigsministeren forlanger, vi får flere børn. Det er sådan, velfærdssamfundet skal overleve. Ældreministeren fordrer, at vi tager os mere af vores bedsteforældre. Det er sådan, vi møder udgifterne til det demografiske træk. Og nu hallucinerer fødevareministeren om sin mormor og mener, alle skal genopdrages til at være Morten Korch-landkoner, der kokkererer alle retter fra bunden.

GAD VIDE, hvor ofte fødevareministeren tilbereder knoldselleri med sine tre børn på en almindelig tirsdag? Men den slags skal vi ikke spørge om. Vi danskere skal sådan set bare makke ret, når regeringen henvender sig til os, som sidder vi på børneværelset, og en formanende forælder åbner døren. Vi selv og velfærdsstaten med hele molevitten og alt, hvad der er i den, skal pålægges os som evig, dårlig samvittighed.

Og nu er det jo heller ikke fødevareministeren selv, vi taler om, skal vi huske. Eller de andre ministre, for de arbejder alle hårdt, og derfor må justitsministeren f.eks. også parkere, som han lyster, for han ’er far’.

DET ER vanskeligt at løsrive sig fra den åbenlyse arrogance og übermoral i regeringens tilgang til befolkningen. Dens ligegyldighed over for, hvor rent ud sagt kropumulige og selvmodsigende et kompleks alle kravene udgør. Prøv lige at hente børnene sidst, svinge forbi bedsteforældre på vej hjem og så ’lave mad fra bunden’.

Det er faktisk umuligt at besvare Mette Frederiksen og kompagnis arbejdstugtende, storebededags-nedlæggende og pengeindkrævende dydig- og lydighedsforlangende dekreter med meget andet end det i denne sammenhæng rimelige: Hva' med jer selv? Hvad med om I selv disponerede de betydelige resurser, vi danskere allerede stiller til rådighed, en anelse bedre?