MAGTFULDKOMNE politikere elsker at blive kildet i numsen af deres proselytter. Omvendt kan intern kritik udløse akutte allergiske reaktioner.

Se blot, hvordan Mette Frederiksen slog et gryende oprør i sit parti ned ved at få sin håndgangne hirdmand Rasmus Stoklund til at ringe rundt og svinge stokken over femten parlamentarikere, mens fedterøvene blev udkommanderet til at ringe til medierne og blæse varm luft ud om den store leders fortræffeligheder.

Det er magtens dekorumkrav og partisoldaterne parerede lydigt ordre og blamerede gerne sig selv.

DENNE TRAURIGE tendens har samtidig den bivirkning, at ikke blot den med den bruneste, men også den barskeste tunge ofte får den raskeste vej til tops på tinge.

Læg eksempelvis mærke til den ildhu, hvormed den socialdemokratiske hedspore Frederik Vad forfægter krasbørstige synspunkter i udlændingepolitikken.

I denne uge kom det frem, at Frederik Vad gav skrupforkerte oplysninger fra Folketingets talerstol.

PYT MED DET, det var en ”fodfejl”, som Vad selv formulerede det. Og denne løsagtige omgang med sandheden vil paradoksalt nok gavne hans karriere.

Hans opgave er hele tiden at puste til udlændingedebattens gløder, så den får kunstig ilt og manifesterer, at Mette skam er hård i fremmedfilten. Udlændingeordfører er en uriaspost, hvor du aftjener den socialdemokratiske værnepligt. Kan du svinge møggreben i møddingen? Og kan du tåle Twitter-tæskene, der følger med den hørmende debat?

DET KOSTER MÅSKE lort på skjorteærmet, men så kan du blive minister. Og så venter magtens søde serum. Tro mig, Frederik Vad er på hurtigtoget i kupeen, hvor Mathias Tesfaye og lignende typer tidligere har siddet.

Teknikken kan også udøves, hvis du tidligere blev spyttet ud på grund af inkompetence og mistillid fra dine kolleger og gerne vil fedte dig tilbage. Som nu Benny Engelbrecht.

I en veritabel nedsmeltning krævede Engelbrecht, at Ekstra Bladets reporter Brian Weichardt ikke stillede sine 'latterlige spørgsmål', fordi ’Børsen brænder’, som han fnøs. Og uanset hvor tåbelig og overreagerende Benny Engelbrecht her fremstod, kan en belønning såmænd sagtens vente.

FOR NÅR man har en chef, der nærer afsky overfor pressen, kan Benny godt fornemme, hvem han skal være sur på.