Forleden havde jeg en drøm. Jeg drømte, at jeg flød stille og sagte med hovedet nedad gennem Remstrup Å. Det var ved højlys dag, men vandet var ganske mørkt, og jeg flød langsomt og livløs gennem det let skvulpende vand. Det hele kunne være lige meget, og jeg ønskede mest af alt at gå til bunds i mørket. Men et par venlige hænder hjalp mig gennem slusen, og jeg drev videre ned ad stryget, bølgende og brusende.

Måske er jeg ikke det eneste menneske, som har følt trang til at drive med hovedet vendt mod den mørke bund, når voldsomme begivenheder rammer, og man føler sig sat af i ensomhedens ødemark uden retning. Dobbelt vingeskudt med værst tænkelig ammunition, for her at........

© Midtjyllands Avis