I de kommende weekender vil det vrimle med smukke unge mennesker og stolte forældre. De unge, fordi der holdes fest for dem og lige præcis dem. En hel dag i spotlight. Masser af billeder til Instagram og hvad de nu ellers hedder.

Forældrene fordi de er nået hertil. En dag, hvor man sammen kan være vemodige over, at skoene måske er ved at nærme sig en retning af et containerskib. Bumser springer ud på den ellers bløde og fine barnehud. Et enkelte hår eller to er måske blevet mørkere på overlæben. Jo, teenageårene er ved at træde i karakter.

Dørene er måske blevet smækket engang eller to. Øjnene kan rulle i hidtil usete vinkler. Der vil ikke holdes i hånd – i hvert fald ikke, hvis der er en lillebitte chance for at andre ser det.

Men forældrene fejrer, at vi er nået så langt trods alt. Det lyser næsten ud af dem: »Vi har holdt ud« også når vi var presset med alle prioriteringerne, når work-life-balance ikke gik op og hvad der ellers har været af udfordringer.

For en dag eller to kan vi skabe glasbilledet og fremkalde glæde og fest, og hvor er det en kæmpe stor ting her midt i at Børsen brænder og falder sammen som et korthus. Så er der altså noget i vores unge, som vi skal passe på. At de ikke vælter i krav og forventninger.

For vi kommer ikke uden om, at trivsel og mistrivsel bølger frem og tilbage hos de unge, som var det Vorherre der morede sig med at lave Gudenåen om til et bølgekar.

Vi kan stå helt magtesløs på sidelinjen og se til, at der hos en del unge føjes ar til kroppe. At angsten for at træde ud og være i verden tager magten over lyst og fornuft nærmest som i et splitsekund.

Og vi sidder tilbage med spørgsmålet: Hvad gjorde vi galt?

Jeg ved det ikke, men jeg ved, at når vi glædes og glædes sammen med og over, så sker der noget magisk. Når vi holder taler til og om hinanden. Så kan ting ske.

Hvornår har du sidst sagt til din sure teenager, at du synes han eller hun er fantastisk?

Helt fantastisk midt i rod, mosgroede tallerkner på værelset blandet med sure strømper og underbukser?

Derfor er konfirmationsfesten eller midtvejsfesten så vigtig. Her kan vi få sagt noget af det vigtige til og om. Ord som vores unge sådan har brug for høre og mærke, andet end ved et like. Ord som vi selv har brug for at sige og minde os selv om i de relationer, som er under forvandling i præcis disse år.

Digteren Helle Søttrup har skrevet disse ord: »Mind os kærligt om, at vi kommer fra hver vores slagmark. At huden er tynd og hjertet langsomt, og at vi selv var nogens børn engang, der ikke kunne binde vores sko. Og lad os gå hinanden i møde i den bevidsthed.«

Har du en mening om eller kommentar til denne artikel, er du velkommen til at kontakte mig på min mail nif@midtjyllandsavis.dk