Som barn kunne jeg ligge vågen i mørket med døren på klem og vente på, at en af mine forældre ville tænde lyset ude i gangen. I mørket fik min fantasi frit løb. Når lyset blev tændt, faldt det ind igennem en lille sprække, oplyste værelset og fjernede min frygt. Det, der ellers lignede et uhyggeligt monster i mørket, viste sig bare at være en stol med en bunke tøj.

Her som voksen er det helt andre ting som holder mig vågen i mørket. Bekymringer om dette og hint. Har jeg nået alt det, jeg skulle? Fik jeg nu også købt den rigtige gave? Har jeg gjort det godt nok? Bliver julen som forventet? ... Måske du selv kender rækken af tanker, som kan svøbe om os i de mørke timer.

Vi sætter lys op for at værne os mod mørket, der har det med at snige sig ind på os og til tider vokse inden i os og omkring os.

Vi tænker tilbage på det, der var, for vemodet kan gribe os i højtiden, og fylder os med tanker om alt nu også er, som det skal være.

I mørket kan vi filosofere, tænke tilbage, frem og tilbage igen. Og indimellem ønske, at der fandtes »en tilbagespolings-knap« et sted, som man kunne trykke på og så komme tilbage til dage og tider, hvor man kunne gøre tingene om. Komme tilbage til dage, hvor vi kunne lade være med at gøre det, som vi nu virkelig ville ønske, at vi ikke havde gjort. Og hvor vi kunne gøre det, som vi nu bare længes efter, at vi dog bare havde gjort.

Tænk, om der fandtes et hittegodskontor for tabte muligheder?

Et sted, hvor man kunne få alt det tilbage, som man ubetænksomt lod gå fra sig. Et hittegodskontor, hvor man kunne genfinde alle de øjeblikke og gyldne stunder, som man overså på grund af dårlig tid eller mangel på mod til at tage imod.

Eller simpelt hen fordi vi ikke ville lige nu og da.

Smertelige fortidsspor bærer vi mennesker rundt på i vores bagage, som har det med at vandre rundt på os og i os i mørkningen.

Ting, vi fortryder. Ting, vi lider under, og som kan holde os vågne i den mørke nat.

Nok er adventstiden også forventningens og glædens tid. Men det er også vemodets og eftertankens tid. Derfor sætter vi også lys op - for at lyse for os selv og hinanden, så vi kan finde vej i mørket. En lille påmindelse om at der er håb forude.

Selv en lille sprække lys var engang nok til at oplyse et mørkt pigeværelse og trylle et monster om til en tøjbunke.

Den største trussel for mørket vil altid være lyset, for lyset jager mørket bort. Mørket derimod kan aldrig true lyset.

Selv et lille barn forstår, at det er lyset i gangen, der strømmer ind i værelsets mørke - og ikke mørke fra værelset, der strømmer ud i den oplyste gang.

Lyset vil altid vinde over mørket.

Må en lille sprække af lys også nå dit hjerte i denne mørke tid og vinde over vemod og hjertesorg og bringe glæde og håb til dig og dine.