Engang var Tysklands kansler selve indbegrebet af tidsånden. Nu forudsætter en gylden europæisk fremtid et opgør.

Meningerne om forenklinger er delte.

Forenkler man tingene for meget, så går nuancerne tabt. Undertiden også rimeligheden. Forenkler man tingene for lidt, går overblikket tabt. Man ender med ikke at kunne se skoven for bare træer.

Når det alt sammen er sagt, vil jeg alligevel prøve mig med en forenkling. Den lyder sådan her: Hvad handler Europa-Parlamentets næste valgperiode om? Den handler om at rette op på de mange fejl, Angela Merkel begik i sin regeringsperiode som forbundskansler fra 2005 til 2021.

Angela Merkel indså ikke den fare, der lå i at gøre Tyskland og dermed i et vist omfang hele Europa afhængigt af energi fra Rusland.

Jeg oplevede den tyske stædighed, når det gjaldt Nord Stream 2-rørledningen, på nærmeste hold. Fra 2016 til 2019 var den daværende formand for LA udenrigsminister, og jeg var udenrigsordfører. Jeg har ikke tal på det antal gange, repræsentanter for USA i den periode understregede, hvor farligt for Europas sikkerhed det ville være at gennemføre Nord Stream 2-projektet. Ligesom jeg ikke har tal på det antal gange, repræsentanter for Tyskland i samme periode slog fast, at projektet var rent kommercielt og ikke rummede nogen risiko.

Amerikanerne havde – selvfølgelig, fristes jeg til at sige – ret. Det var en helt ekstremt dårlig idé at gøre Tyskland afhængig af energi fra et fascistisk diktatur. Og der er ingen tvivl om, at Nord Stream 2-projektet har spillet ind på Tysklands tilgang til Ukraine-spørgsmålet i perioden fra 2014 til 2022.

Angela Merkel indså heller ikke den fare, der lå i at gøre Tyskland og Europa afhængig af råstoffer og kritiske forsyninger fra Kina. Under mottoet ”Wandel durch Handel”........

© Jyllands-Posten