»Hvad er helligt her i kirken?« har jeg i 30 år spurgt dåbsfølger og konfirmander. De peger på alt fra alteret, orglet og døbefonden. Men intet af det er helligt. Intet i kirken er helligt. Kirken er heller ikke hellig.

Det hellige er i det lutherske en handling. Eller helt præcist to såkaldte »sakramenter«. Dåb og nadver. De to handlinger er hellige, mens vi udfører dem. Idet vandet hældes over dåbsbarnets hoved, og de ord siges, der skal siges ved enhver dåb, da bliver øjeblikket helligt.

Ordene helliggør handlingen. I det øjeblik barnet er døbt, er vandet i døbefonden ikke mere helligt, end det var, da det kom ud af hanen. At det er sådan, kan vi takke Martin Luther for. Og vi kan ikke takke ham nok.

Essensen af Reformationen var et opgør med den på hans tid magtfulde katolske kirke, der havde bemægtiget sig det hellige. Ikke alene havde man hele syv sakramenter, men dertil kom relikvier af alt fra splinter fra Kristi kors til helgeners skeletter.

I min barndom var der en kordegn i Virum kirke, som havde et sted, ingen vidste, hvor var, hvor han omhyggeligt hældte det overskydende vand fra dåbsfadet ud, når der havde været dåb. Han kunne ikke få sig selv til at hælde det ud i kirkens køkkenvask, skriver Kathrine Lilleør. Fold sammen

© Berlingske