Lad det være sagt med det samme. Jeg er ikke inkarneret royalist, men altså søndag mellem 14 og 15! Her var da ikke et øje tørt ved undertegnede.

Først billeder af en storsmilende Margrethe II på sin tur i guldbryllupskareten gennem Københavns gader. Siden sad hun ved bordenden i statsrådet og skrev under på sin abdicering - ABDICERING! Fratræde eller afsige sig tronen, når hun nu havde lovet at blive indtil den bitre ende.

Smuk med sit lidt hemmelighedsfulde smil, rejste hun sig i tavshed med et anerkendende nik - gjorde omkring og sagde de korte, prægnante ord: »Gud bevare kongen«.

Royalist eller ej. Jeg var sendt til tælling, som så mange andre. Og det var da kun fordi, at der var andre til stede i stuen, at jeg ikke stortudede.

For hun har jo altid været der.

Der er ikke en dag i mit liv, hvor hun ikke har være til stede. Særligt bevidst blev jeg om dronningens betydning og rolle for kirken.

Dronning Margrethe har været kirkens overhoved i al min tid som præst. Hun har sat sit mærke, sit segl og hun har godkendt de indstillede af biskopperne ritualer. Hvilket konkret betyder, at hun har haft direkte indflydelse på, hvordan vi præster skal udføre og forvalte kirkens ritualer.

Og nu er det så kongen - kong Frederik den tiende - som er den.

Det er ham, som står forrest. Som er den samlende figur.

Som sætter sin signatur på Danmark, og dette med ordene: »Forbundne, forpligtede, for kongeriget Danmark«.

Sikke en opgave både for ham, men så sandelig også for dig og mig.

Min første tanke er, at han sætter barren meget højt.

Men så erindrede jeg, at for få dage siden var jeg kørt fast. Straks sprang der to mennesker ud fra en bil et sted bagude og skubbede mig fri. Forbundne i samme lille opgave, forpligtede for og til hinanden. For hvad kan vi egentlig alene? Hvad kan vi uden at være forbudne og forpligtede?

Ved nærmere eftertanke som »skabsroyalist«: Mon ikke det går for kongeriget - og for kongen Frederik X - du ved ham med en tåre i øjet?