I Trumps Nato spiller musikken »kun for mig, kun for mig«

Hvis USA ser Nato som en dårlig forretning, og Europa ser USA som en upålidelig partner, så er det svært at opretholde forestillingen om et ufravigeligt fællesskab.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der findes to typer venner i livet. Dem, der møder op, når du flytter. Og dem, der lige skal “se, hvordan det passer ind i kalenderen”.

Nato var i mange år den første slags. I dag minder alliancen i stigende grad om den anden.

Hvis man er vokset op i 1990’erne – eller bare har set genudsendelser på TV 2 Charlie – kender man omkvædet fra tv-serien ”Friends”: »I’ll be there for you.« Det er ikke bare en sang fra The Rembrandts til en legendarisk tv-serie, men et løfte. Et løfte om, at når livet går i stykker, når arbejdet halter, og når kærligheden sejler, så står der stadig nogen ved din side.

Det er sådan, vi i årtier har forstået Nato. Ikke som et regneark om byrdefordeling, men som et fællesskab, hvor man ikke begynder at forhandle vilkårene, når krisen rammer. Man tropper op. Problemet er bare, at Donald Trump ikke er typen, der møder op uden at kigge på Excel-arket først.

Det har vi sådan set vidst længe. Men det nye – og det alvorlige – er, at den tilgang ikke længere kun er Trumps personlige kæphest. Den er i stigende grad blevet mainstream blandt republikanske vælgere.

Tallene taler deres eget tydelige sprog: Hvor demokratiske vælgere i overvældende grad stadig ser Nato som en fordel og støtter samarbejde med allierede, er republikanske vælgere blevet markant mere skeptiske. Færre af dem mener, at USA overhovedet får noget ud af alliancen, og endnu færre er villige til at gå på kompromis med amerikanske præferencer for at finde fælles løsninger. Eller oversat til almindeligt dansk: »I’ll be there for you« er blevet til »vi må lige se«.

Det er ikke bare en nuance. Det er et paradigmeskifte. For samtidig med at den politiske opbakning til Nato eroderer på højrefløjen i USA, står vi midt i en konkret sikkerhedspolitisk krise, hvor alliancen i princippet burde stå stærkest: Irankrigen og den tilspidsede situation omkring Hormuzstrædet.

USA’s præsident er – ikke overraskende – frustreret over, at europæerne ikke i større omfang stiller op militært for at sikre gennemsejlingen i strædet. Det er sådan set forståeligt nok, Hormuzstrædets betydning taget i betragtning.

Problemet er bare, at europæerne sidder tilbage med den lidt akavede følelse af at være blevet inviteret til oprydningen efter en fest, de ikke selv var med til at holde. USA og Israel traf beslutningen om at angribe Iran uden nævneværdig koordinering med de europæiske allierede.

Og når man ikke bliver spurgt, før beslutningen bliver taget, er det begrænset, hvor stor appetitten er på at stå klar med moppe og spand bagefter.

Det er her, hele Nato-problemet bliver tydeligt i sin reneste form: Trump forventer loyalitet uden nødvendigvis selv at levere den. Han vil gerne bruge alliancen, når den er nyttig. Men Trump er ikke nødvendigvis interesseret i det fællesskab, der gør alliancen troværdig.

Det svarer lidt til at være i et forhold, hvor man insisterer på at kalde det “os to”, men samtidig holder alle muligheder åbne.

Statsministeren kalder det, at USA ikke længere er vores nærmeste allierede, men fortsat vores vigtigste – uanset hvad det så i realiteten måtte betyde.

Tillykke til den spindoktor eller konsulent, der har fundet på det volapyk.

Jeg vil hellere holde mig til Medina, hvis sangtekster grundlæggende er en guldgrube, når man skal forklare politiske forhold. Ser man på Nato, så nærmer vi os efterhånden pointen i Medinas “Vi to”: »Selvom vi ka’ hade på hinanden, og selvom du virkelig ka’ pis’ mig af, så vil jeg altid være din, for hey for fan’, ja, vi to hører sammen, sammen, sammen, sammen.«

Ikke i den romantiske forstand, men i den mere skrøbelige sikkerhedspolitiske udgave, hvor man gentager fortællingen om fællesskabet, mens man inderst inde er i tvivl om, hvorvidt det stadig eksisterer.

For Nato er i sin essens et spørgsmål om troværdighed. Alliancens måske vigtigste funktion er præventiv. Styrken ligger i afskrækkelsen og visheden om, at et angreb på ét land udløser en samlet reaktion. Med andre ord er Nato den sikkerhedspolitiske pendant til et kondom.

Men den logik holder kun, hvis modstanderne tror på den præventive effekt. Og troværdighed er som bekendt ikke noget, man kan slå til og fra som en kontakt. Den opbygges langsomt og kan nedbrydes overraskende hurtigt. Når en amerikansk præsident gentagne gange antyder, at USA måske ikke vil leve op til sine forpligtelser, begynder det at sive. Først som tvivl. Siden som reel usikkerhed.

Det er derfor heller ikke tale om nogen tilfældighed, når målinger blandt USA’s nærmeste allierede viser en markant faldende tillid til USA som pålidelig partner. Flertal i lande som Canada, Tyskland og Frankrig ser ikke længere USA som en stabil allieret. Selv i Storbritannien er billedet langt mere blandet, end det har været historisk.

Det er et voldsomt sted at ende. For i årtier var USA netop det modsatte: den stabile kerne i en ellers uforudsigelig verden. I dag er det USA, der fremstår som en allieret med forbehold og en usikkerhedsfaktor.

Situationen i Hormuzstrædet er derfor heller ikke bare en regional konflikt eller en geoøkonomisk krise. Det er også en stresstest af det transatlantiske forhold. Kan USA stadig samle sine allierede, når det gælder? Eller er vi nået dertil, hvor selv fælles interesser ikke længere er nok?

Nato har historisk set været båret af både værdier og interesser. I dag ligner det i stigende grad en konstruktion, der primært hviler på sidstnævnte. Og interesser har det med at ændre sig. Hvis USA ser Nato som en dårlig forretning, og Europa ser USA som en upålidelig partner, så er det svært at opretholde forestillingen om et ufravigeligt fællesskab.

Så står man tilbage med noget, der på papiret stadig er en alliance, men i praksis mere minder om et sønderbombet samarbejde, som vi i disse dage ser det herhjemme i svindler- og narkosælger-blokken.

Man plejer at sige, at den, der betaler, bestemmer om end ikke rusmidlerne, så dog musikken. Det er i bund og grund også Trumps tilgang til Nato.

Hvis amerikanerne betaler mest, vil de også bestemme, hvad der skal spilles, og hvem der skal danse. Problemet er bare, at det ikke er sådan, alliancer fungerer, hvis de skal være troværdige. For så er det ikke længere et fællesskab, men en transaktion. Så er Nato blevet til Nordatlantisk Transaktionsalliance.

I den logik er der ikke langt fra et “vi to”, hvor man står sammen, selvom man kan være dybt uenig og hade på hinanden, til en situation, hvor én part i realiteten sidder alene tilbage med styringen.

Eller sagt på en anden måde: Så ender det med, at musikken ikke længere er for os alle sammen, men – som Medina synger – »kun for mig, kun for mig«. Og det er en farlig melodi for en forsvarsalliance at danse efter.

© Jyllands-Posten