Er Ramadan ved at blive en dansk højtid? |
Er Ramadan ved at blive en dansk højtid?
Desto flere muslimer, desto mere islam.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Arbejder man på en skole eller i sundhedsvæsenet, handler man i supermarkederne, er man på sociale medier, eller går man på gaden i mere indvandrertunge kvarterer, er det nærmest umuligt ikke at have bemærket, at lige nu er det muslimernes hellige fastemåned, ramadan. Der er pyntet op. De sociale medier flyder over af Eid Mubarak (glædelig eid) hilsener. Og der sælges ramadankalendere og alverdens pynt i supermarkederne.
De kristne kirker arrangerer ramadanmiddage i mangfoldighedens navn, og selv Københavns Rådhus bruger tusindvis af kroner for at fejre ramadanen, bl.a. ved at indbyde til ramadanmiddag.
»Det er jo ligesom vores jul«, må man forstå.
Det er den måned, hvor landets muslimer skal give sig selv tid til selvreflektion, velgørenhed og fællesskab. Som praktiserende muslim går man mere i moskeen. Og det overvåges, om man nu også går mere i moskeen. For den sociale kontrol, der generelt er i muslimske miljøer, bliver ikke mindre, blot fordi man er midt i ramadanen. Tværtimod. Her udstilles man nemlig, hvis man spiser på de forkerte tidspunkter eller ikke bærer sit islamiske tørklæde, som det er forventet. Og en del af ramadanmåneden foregår fasten fra solopgang til solnedgang. Altså ca. 10 timer hvor man som muslim, bl.a. ikke må spise og drikke.
Det er også i de timer, hvor man som ikke-praktiserende muslim vil blive udstillet, hvis man drikker eller spiser. Det er i de timer, hvor skoleelever beder danske elever om ikke at spise deres madpakker i deres nærhed. Det er i de timer, hvor man ønsker forståelse for, at man er mere uoplagt end normalt.
Det er i den måned, hvor det forventes endnu mere end normalt, at man er og agerer som rettroende muslim. Og det er i den måned, hvor den interne sociale kontrol er størst.
Det er i det hele taget den måned, hvor vi alle sammen forventes at tage særlige hensyn til muslimer, for når de ikke kan drikke og spise i disse særlige tidsrum, er særligt sensitive, er trætte og uoplagte fordi de står tidligt op for at spise og går sent i seng efter at have spist, ja, så siger det sig selv, at så er de ikke helt, som de plejer.
Og når Ramadan afsluttes, holder de en tre dage lang Eid al-Fitr fest. Og her forventes det selvfølgelig ligeledes, at der er forståelse for, at der skal festes. At man er lidt mere træt efterfølgende. Og man kommer for sent i skole. Hvis man overhovedet kommer.
Sikke dog en kulturel og religiøs mangfoldighed Danmark mærker i denne tid, i takt med at antallet af muslimer stiger og stiger og stiger. I 1980 var der 27.000 personer fra muslimske lande i Danmark. Nu er der mere end 300.000. Det svarer til 5 pct. af befolkningen. Men den forventede hensyntagen og opmærksomhed svarer allerede til, at der skulle være tale om en majoritet.
Hvad er det dog for en verden, vi efterlader til vores børn og børnebørn?