Teddy Roosevelt talte sagte og bar en stor stok – Donald Trump råber og svinger den

I Danmark har vi det med at reagere, som om Trumps politik er et brud med verdensordenen. I virkeligheden findes der kun en verdensorden, når amerikanerne har lyst til at håndhæve den.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvis man skulle beskrive amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik med en filmtitel i disse år, så ville et oplagt bud være ”Tilbage til fremtiden”.

Der bliver i hvert fald talt meget om den 200 år gamle Monroe-doktrin, som i denne uge igen er blevet aktuel gennem snakken om den såkaldte Donroe-doktrin. Men hvis man vil forstå Trumps intervention i Venezuela og hans åbne ønske om at opnå kontrol med Grønland med en historisk reference, så er det ikke Monroe, man først og fremmest skal kigge på, men Teddy Roosevelt. Tid til en lille historietime.

Kongstanken bag Monroe-doktrinen fra 1823 var i sin essens, at europæerne skulle holde nallerne væk fra den vestlige halvkugle, og til gengæld ville USA blande sig uden om Europas interne anliggender og krige. Hvad der umiddelbart kan lyde som en studehandel mellem stormagter eller en amerikansk magtdemonstration i egen baghave, var snarere en defensiv doktrin for en ung republik, der endnu ikke havde magten til at håndhæve den selv.

James Monroes tale i Kongressen i 1823 tog højde for det faktum, at USA på daværende tidspunkt ikke var nogen militær stormagt endnu. Men den fik også plantet et frø, der har været bærende i USA’s selvforståelse lige siden: forestillingen om, at Amerika har en særlig rolle og et særligt ansvar i sit eget nærområde.

Senere generationer – fra Theodore Roosevelt til Donald Trump – har bygget videre på netop den grundidé, ofte med langt større selvtillid og langt hårdere midler. Og det er præcis derfor, at det også er mere oplagt at se nærmere på den såkaldte........

© Jyllands-Posten