Geopolitisk gaffatape er trods alt bedre end ragnarok |
Geopolitisk gaffatape er trods alt bedre end ragnarok
USA er stadig den dominerende magt i verden, men Irankrigen blotlægger begrænsningerne i, hvor meget den dominans reelt kan styre begivenhederne. Til gengæld saver det gevaldigt i verdens i forvejen noget flossede tillid til USA, når Trump rasler med sablen, som han gør mod Iran. Vi ved ikke, hvor vi har ham – eller USA.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det lyder måske ikke af meget, men i 2026 er det en succes, når verden undgår atomkrig. Velkommen til en ny virkelighed, hvor en skrøbelig våbenhvile mellem USA og Iran føles som en slags geopolitisk comfort food.
Den ene dag taler man om civilisatorisk udslettelse. Den næste dag sidder man med to ugers våbenhvile – med Pakistan af alle lande som fredsmægler – og en amerikansk præsident, der igen har valgt ikke at trykke på aftrækkeren. Eller som amerikanerne vil kalde det: Taco Tuesday, frit efter devisen ”Trump Always Chickens Out”.
Pip, pip, pip, siger kyllingen.
Efter at verden havde holdt vejret i spænding og rædsel, mens man ventede på svaret på, om USA’s præsident ville gøre alvor af sin trussel om at udslette den iranske civilisation, endte det hele med en midlertidig våbenhvile, der er lige så skrøbelig som de tre små grises strå- og pindehuse.
Tilbage står spørgsmålet: Hvad er egentlig værst? En præsident, der truer med total udslettelse og ikke stempler igennem, eller en præsident, der sætter handling bag de drakoniske trusler på sociale medier?
Hvis alternativet er atomkrig, er svaret mindre kompliceret. For så er........