Fingrene væk fra Fulbright
Fingrene væk fra Fulbright
Trump-administrationen fortsætter sin mejetærskerkørsel hen over det amerikanske samfund. Nu er det gået ud over noget af det fineste, USA har kunnet tilbyde inden for uddannelse. Det er en ommer!
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Lad os starte med et forbehold af en art: Jeg er med på, at politisk drama om et prestigefyldt stipendie til ofte fine universiteter ikke er en historie, der nødvendigvis får folkets pis i kog. Det forstår jeg sådan set godt, for der er på sin vis tale om den akademiske pendant til Inger Støjbergs »fine saloner« i Københavnstrup.
Men den her historie er både personlig og i mine øjne symptomatisk for Donald Trumps politiske projekt anno 2025.
Tidligere på ugen trådte bestyrelsen i Fulbright Foreign Scholarship Board tilbage i protest over det, bestyrelsen opfatter som ulovlig politisk indblanding fra Trump-administrationen i, hvem der skal modtage de eftertragtede Fulbright-legater. Det er Kongressen, som finansierer de amerikanske stipendier, og programmet administreres i en afdeling under State Department.
Bestyrelsen er nedsat af Kongressen ved lov og skal agere uafhængigt, men bliver udpeget af præsidenten for en periode på tre år. Den nu forhenværende bestyrelse var dermed blevet udpeget af Trumps forgænger, Joe Biden.
Bestyrelsens primære ansvar er at træffe den endelige beslutning om, hvem der skal modtage et Fulbright-legat. Inden da har lokale afdelinger gennemført et krævende og konkurrencepræget ansøgningsforløb og indstillet egnede kandidater. Historisk set er det cirka 20 pct. af ansøgerne, som kommer gennem nåleøjet.
Nu har Trump-administrationen ifølge Fulbright-bestyrelsen så skrottet armslængdeprincippet og giver den i stedet for hele armen i forhold til at blande sig i udvælgelsesprocessen. Ifølge bestyrelsen har politisk udpegede embedsmænd i State Department nægtet at acceptere cirka 200 amerikanske modtagere af Fulbright-stipendiet i forskningsfelter som biologi, ingeniørvidenskab, arkitektur, medicin, historie og musikvidenskab. Derudover har administrationen ifølge bestyrelsen også beordret, at 1.200 internationale stipendiater skal prøves yderligere efter i sømmene i det,........
