Bliv oppe i træet og vis os vælgere, at ultimative krav og integritet stadig er gangbar mønt i politik |
Bliv oppe i træet og vis os vælgere, at ultimative krav og integritet stadig er gangbar mønt i politik
Problemet er ikke, at politikere har fundamentale principper uden for kompromiset og magtspillet, men at de ikke er urørlige, når udsigten fra træet frister over evne.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I den første partilederdebat under valgkampen så vi et tydeligt tegn på den politiske frygt for at indtage ultimative standpunkter.
Statsministerkandidat Troels Lund Poulsen vil ikke engang afvise at gøre sin modkandidat til statsminister, og min egen formand, den konservative Mona Juul, vil heller ikke afvise at gå i regering med S – selvom hun »ikke ser det for sig«.
Ingen af dem tør placere sig et sted, de ikke kan komme tilbage fra. Deres forsigtighed afspejler en politisk sandhed, der i dag er grundlæggende: Man må ikke være ultimativ.
Denne etablerede sandhed stammer ikke mindst fra to store traumer i nyere dansk politisk historie – rædselsmonumenter over absolutte krav og ultimative udmeldinger.
Daværende LA-formand Anders Samuelsen gjorde en generel sænkelse af topskatten med fem procentpoint til et ultimativt krav – ellers ville han vælte regeringen.
Alligevel endte LA i regering uden at få kravet opfyldt. Samuelsen kravlede for højt op i træet, så højt, at det var svært at komme ned igen. Sådan lyder fortællingen. Træet er blevet billede på, at man ikke skal være ultimativ i politik.
Det andet traume er Venstres regeringsdeltagelse. Jakob Ellemann-Jensen lovede under valgkampen i 2022, at han aldrig ville pege på Mette Frederiksen som statsminister. »Ordet ”aldrig” er ret ultimativt,« sagde han selv – hvorefter han gjorde hende til statsminister.
Samuelsen blev udenrigsminister, men mistede folketingsmandatet ved efterfølgende valg. Ellemann blev forsvars- og vicestatsminister, men kom sig aldrig over vælgernes reaktion og er nu ude af politik.
Siden har den gængse analytiske læsning været, at de begge fremstod for kategoriske. De forstod ikke Christiansborg-taktikken og fejlede ved ikke at efterlade rum til fortrydelse. Den sproglige kattelem manglede.
Studehandler kræver, at man retorisk evner at sælge dem som noget, man altid har ment, med det egentlige formål at fremme nationens bedste. De maksimerede velviljen i eget vælgerhav og bagland med et klart og umisforståeligt budskab, men manglede blik for det kyniske magtspil, lyder kommentatorernes dom.
Den direkte melding fremstilles i den politiske sfære som uansvarlig, opportunistisk og kortsigtet, mens den forsigtige og fleksible position hyldes som ansvarlig.
Men hvad nu, hvis problemet ikke var, at de kravlede for højt op i træet, men at de kravlede ned, da de fik øje på ministerbilen?
Morten Messerschmidt har fået voldsom kritik og beskyldes for at tænke i vælgermaksimering frem for blokstrategi for sin ultimative melding om ikke at ville gøre Lars Løkke til minister i en ny regering.
Han lover endda at hoppe i havnen, hvis han løber fra løftet. Kritikken går på, at det er taktisk selvmord, fordi blå blok har brug for Løkkes mandater, og fordi udelukkelsen giver Mette Frederiksen en fordel ved at kunne medregne dem i alle tænkelige konstellationer.
Debatten kredser om det taktiske – ikke om det principielle udgangspunkt, nemlig at Messerschmidt anser Løkkes person og skandalesager som uforenelige med en ministerpost på DF-stemmer.
Foucaults diskursbegreber viser, hvordan sproget konstruerer de subjektpositioner, politikerne forventes at indtage. Hvor det tidligere kunne være en ressourcediskurs at stå urokkeligt fast på enkelte fundamentale principper, er ultimative krav i dag blevet indlejret i en problemdiskurs. Den pragmatiske og anti-ultimative politiker er blevet den dominerende position.
Når det klare og ultimative budskab forbindes med uansvarlighed, glider det principielle over i det beregnende eller det naive, mens den vage linje ophøjes til moden og ansvarlig i den politisk-normative forståelse – det ideologiske standpunkt reduceres til noget studentikost og langt fra ”voksenbordet”.
Det er måske kun i den politiske boble, at ultimative løfter anses som uansvarlige – vælgerne dømmer oftere bruddet end løftet. Alligevel er det blevet en uanfægtet præmis, at man for alt i verden ikke må være ultimativ – mens kalkuleret vægelsind giver kapital og fremstilles som tæft.
Måske er det på tide, at vi ser nogle ledere, der ikke bare kravler op i træet, men bliver hængende for at vise, at ultimative løfter og integritet ikke er forældede begreber, men en ressource. Problemet er ikke, at politikere har fundamentale principper uden for kompromiset og magtspillet, men at de ikke er urørlige, når udsigten fra træet frister over evne.