Sig mig, var alt det der med åndelig oprustning bare en fis i en hornlygte?

Gør grundlovsdag til national fridag og festdag. Om ikke andet så for at lukke debatten om store bededag for altid. For den religiøse betydning af dagen betyder åbenlyst intet alligevel.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Halvanden time ventede jeg, og det blev ikke nævnt med en stavelse til partilederdebatten torsdag aften.

Den såkaldte »åndelige oprustning«, som politikerne det seneste halvandet års tid er faldet over hinanden for at mene noget om, var tilsyneladende ikke så vigtig, at den skulle nævnes på valgkampens første aften – i bedste sendetid. Alligevel lidt mærkeligt.

Men måske var al den snak om åndelig oprustning bare et trut i en hat – og ikke noget, man for alvor mente noget med. Som visionsprocesser, der ikke bliver til andet end hundredvis af gule post-its, konsulenter, arbejdsgrupper og varm luft nok til at opvarme Jylland en hel vinter. Og jeg regner sådan set heller ikke med at høre meget mere om »åndelig oprustning« i valgkampen, simpelthen fordi det – for de fleste politikere i hvert fald – blot blev et udtryk, der var lidt tids-lækkert. Ikke en pind andet. Hvordan opruster man åndeligt? Tja … gå på Thorvaldsens Museum på statens regning? Eller hvad? Ingen ved det helt.

Og ingen har helt formået at løfte samtalen derhen, hvor den burde ligge. Til gengæld blev genindførelsen af store bededag ét af hovedemnerne ved partilederdebatten.

»Op med lappen – hvor mange vil genindføre store bededag?«

Det ville 8 af de 12 partiledere, der stod i rundkreds omkring Kaare Quist og Natasja Crone, som gjorde piruetter for at tilgodese alle. Politikerne, de fleste, vil altså gerne have helligdagen eller fridagen tilbage. Betydningen af dagen som helligdag er man nok ligeglad med, men dagen som lønmodtagernes fridag vil vi gerne have tilbage. Og nu er der sjovt nok pludselig penge til at finansiere det. Det er pudsigt, som pengeposer har det med at dukke uventet op i politik.

Store bededag vil man altså have tilbage – Enhedslistens Pelle Dragsted kom faktisk til at love, at bededag kommer tilbage. Det er alt sammen rigtig godt. Og bededag skulle aldrig have været afskaffet, men den skal nu ikke genindføres for kirkens skyld – vi har fundet ud af at klare os uden. Der er vist heller ingen præster, der skriger på at få den igen.

Måske skal store bededag bare hvile i fred – og vi skal i stedet indføre en anden fridag. Gøre en anden mærkedag til fridag. Det er fjollet at genindføre en kirkelig helligdag bare for at give lønmodtagerne fri – der er ingen, der bliver mindre udbrændte, mindre stressede, mindre belastede, blot fordi vi får lov at sove længe på store bededag. Hvis vi skal indføre en fridag for danskerne, skal det gøres ordentligt – med omtanke og med bagtanke. Ellers er det ligegyldigt.

Derfor ville det give mening netop i disse tider, hvor vi skal stå værn om demokratiet, at gøre grundlovsdag til fridag.

Grundlovsdag skal være nationaldag. For vi har ikke en ordentlig nationaldag, hvor danskerne har fri.

Mange andre landes nationaldage markerer landets uafhængighed eller selvstændighed. Herhjemme hos mig markerer vi med champagne i de fine glas den 3. oktober ”Tag der deutschen Einheit”, fordi min kæreste er tysker – og hele Tyskland er stille den dag. Alt er lukket, man skal til supermarkederne på de største byers banegårdscentre for at købe en liter mælk.

Der er virkelig en velsignet fred i hele forbundsrepublikken – dagen, hvor Tyskland blev genforenet efter mere end 40 års adskillelse. En dag, der viser, at Tyskland hænger sammen – på trods af aktuelle og alvorlige politiske polariseringer.

Historien har ikke foræret Danmark den slags mærkedage – men vi har grundlovsdag at gøre godt med. Og dagen skal ikke bare indføres som fridag, hvor man kan slå græsplæne, nulle rundt og drikke bajere. Grundlovsdag bør blive indført som fridag, men også i langt højere grad som demokratiets festdag. En dag, hvor vi mødes omkring alt det, der forbinder os på tværs af politiske skel – nemlig det nationale.

Sæt nu handling bag al den snak om åndelig oprustning og gør grundlovsdag til en markering af det fælles, historien, kulturen, litteraturen, poesien, ånden – alt dét, der besjæler vores samfund. Ja, alt dét førpolitiske – både i tidslig forstand og som det bærende bagved alt andet. Bagved alle vores politiske uenigheder, der på en eller anden måde er lidt ligegyldige på en national fridag.

Og brug så nogle millioner fra statens kulturbudget, hvor vi gennem den seneste regeringsperiode har set, at der er penge nok, hvis man vil – på at lave demokrati- og kulturfestivaler over hele landet – både for voksne og for børn. Gør det for at styrke sammenhængskraften og forståelsen for det fælles hjerteslag. Det er åndelig oprustning. Gør det, for at unge ikke bare skal blive kulturbrugere med et kulturpas – det bliver de ikke lykkeligere af – men få dem til at engagere sig i foreningsliv og politisk arbejde.

Jeg er helt overbevist om, at derved vil megen mistrivsel forsvinde – ånden skal styrkes for åndens og sjælens egen skyld. Ikke oprustes for at forsvare en fjende. I den negative afhængighed af tanken om fjendskab og forsvar er ånden, tanken og sproget ikke frit. Af krigs- og krisetid kan noget åndfuldt blive til.

© Jyllands-Posten