Ekkokamrene findes. Bare se politikerne på højskole

Når man ser "Højskolen", kan man være optaget af politikernes gøren og laden – og hele det gennemkoreograferede sceneri. Man kan også tænke over, hvor meget vi har brug for højskolens klogskab og pause i vores egen helt almindelige hverdag.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det søde højskoleliv. Det har partilederne nu prøvet – i hele 24 timer. Ude af vante rammer – og ind i de gamle, historietunge rammer på Ryslinge Højskole. Uden rådgivere, der støtter. Taleskriverens formfuldendte taler, spindoktorens hvisken i øret, de bidende udvekslinger i folketingssalen og endeløse åbningsdebatter, hvor de fleste politikere sidder og danderer den på deres iPhone, mens de tjekker Facebook, køber nye underbukser og bestiller biografbilletter. Alt det er i 24 timer udskiftet med håndbajere, højskolesang, hønsestrik og højt til loftet. Sådan næsten da. Og virkelig også kun næsten.

For i TV 2’s gennemkoreograferede realityprogram ”Højskolen”, hvor de 12 partiledere mødes for at lege højskole for et døgn med Natasja Crone som højskoleforstander – og hun er jo dygtig. Bevares. Og kender politikerne ved fornavn: »Hej Martin«, »Hej Pia«. Skuldrene er sænket og afslappet på den danske måde.

Crone gør intet forkert, og alting sådan set rigtigt i det program. Men hvad med at sætte et højskolemenneske til at styre samtalen – dem er der masser af gode af. Interessant havde det været, hvis TV 2 vovede pelsen og bedt nogle af landets umådeligt dygtige højskolefolk, der så at sige har mulden under neglene, om at styre slagets gang – åbne samtalerne, stille spørgsmålene, synge for på sangene og tage politikerne med ind i den fælles forundring, som er det egentlige formål med en højskole.

»Livsoplysning«, »lysudvikling« og »livsytring« er nogle af de ord, den gamle Grundtvig selv satte på formålet med folkehøjskolen.

Men den fælles forundring over verdens gang, den fælles forundring over menneskelivet selv, må man sige udebliver – i hvert fald i det første afsnit af realityprogrammet ”Højskolen.” For uanset hvordan man vender og drejer det, og uanset hvor meget Mona Juul (K) er bange for, at politik bliver betragtet som reality, og synes, der er show nok i forvejen fra Folketingets talerstol – så er ”Højskolen” reality, temmelig koreograferet, ufarligt og kontrolleret reality, der helt uden tvivl kommer til at have indflydelse på, hvor danskerne sætter deres kryds. Et lignende program ”Het Conclaaf” var med til at afgøre valget i Belgien.

Der er skrevet utallige, præcise og morsomme anmeldelser af ”Højskolen” som for eksempel af David Trads i nærværende avis – det skal jeg derfor spare læserne for. Det interessante er ikke bare, hvad der lykkes og ikke lykkes i et program, der har potentiale til enten at blive bragende godt og faktisk fuld af ånd, rørende og klogt – eller en lavpandet omgang, hvor seerne får lov at se Inger Støjberg kæle med labradoren Ludvig, to svedige herrer, Alex Vanopslagh og Pelle Dragsted, kæmpe mod hinanden i karate, Morten Messerschmidt, der spiller en lidt ensom vise på klaver, og Lars Boje, der sidder i sofaen og savner ungerne.

Det går nok, Lars Boje – et enkelt døgn – det er hverdag for de fleste ”almindelige mennesker”, børn og voksne. ”Helt almindelige mennesker” ligesom alle os andre hverdagsdanskere i flere nuancer af grå – det er netop, hvad udsendelsen skal vise, at politikerne er – og det er alt sammen fint nok. Der er bare ikke noget nyt ved det.

I virkeligheden har vi slet ikke brug for reality-højskole, politikershow eller ”se politikernes privatliv” – det får vi hele tiden og til brækgrænsen på de sociale medier. Vi har faktisk brug for rigtig højskole – også på fjernsyn. Med nysgerrighed, langsommelighed, nærvær, ånd og tid. Tid til at tænke sig om. Lidt ligesom de tyske valgdebatter – hvor der altid er tid nok. De er rolige, grundige, næsten kedelige. Partilederrunder med 38 sekunders taletid ad gangen er der ingen, der får en pind ud af. Nuvel.

Af dem allesammen er Martin Lidegaard tydeligvis mest på hjemmebane – han er en fisk i højskolevand, og man fornemmer faktisk godt, hvem af politikerne der har lært at stave til Grundtvig som barn.

Men det mest interessante er faktisk ikke udsendelsen selv, men baggrunden for udsendelsen. For selvfølgelig vil TV 2 også gerne vise seerne eller vælgerne, at politikerne ikke tæver hinanden, fordi de er uenige om skattetrykket eller indvandringen.

»De gode intentioner er på begge sider«, som Mona Juul siger, ja og det er jo rigtigt. Uanset hvor forskellige de intentioner så kan være, så kan politikerne hygge sig sammen, grine, tale, være fortrolige og festlige sammen. Og det er der tilsyneladende brug for at vise i dag, hvor vi, ikke kun i Danmark, trives i vores små ekkokamre – hvor vi har mistet så meget sansen for ånd, at en politisk modstander bliver en fjende. Jeg er så uendelig bekymret for den udvikling – men den er der.

Da jeg selv opstillede til folketingsvalget for syv år siden, var det henved umuligt at få præstestilling bagefter – for kan en tidligere konservativ kandidat være præst for et venstreorienteret sognebarn?

Ja, man tror, det er løgn, men dét var bekymringerne. Og hvor er det fattigt at tænke sådan. Hvor er det åndløst at tænke sådan. Vores politiske overbevisninger er ikke hele vores menneskeliv – det er en måde at anskue verden og mennesket i verden på.

Det er et tab for demokratiet, ja, det er faktisk en trussel for demokratiet, hvis vi primært omgås dem og gifter os med dem, vi er politisk enige med – så er det ude med den frie samtale, den gensidige respekt, det levende, fælles og almindelige, der er grundstenen i højskolen. Og som sådan set også skal indgå i vores demokratiske fundament – hvor vi påvirker og påvirkes af mennesker, der ikke er ligesom os selv.

© Jyllands-Posten