Et paradoks er defineret ved en situation, der er virkelig – men virker selvmodsigende. Velfærdens paradoks er lige nu og her, at en række kommuner og regioner over hele landet har skullet spænde livremmen ind i budgetterne, mens Danmarks samlede økonomi er stærk og ansvarlig.
Det er et godt eksempel på, hvordan verden kan se anderledes ud, alt efter hvor man ser den fra. Ser man den nuværende situation oppe i helikopteren, kan det konstateres, at der i de seneste år er tilført markant flere penge til velfærden. Med økonomiaftalen mellem regeringen og KL i år samt de penge, der indgår på finanslovforslaget for 2024, er der samlet lagt op til at tilføre velfærden i kommunerne ca. 2 mia. kr. næste år.
Og med de seneste fem økonomiaftaler med kommunerne er der blevet aftalt løft af den såkaldte serviceramme med i alt 7,3 mia. kr. Det er det ene perspektiv.
Det andet er, at kommuner og regioner udfordres af, at inflationen blev højere end ventet i 2022 samt stigende udgifter. Det er afgørende, at vi fastholder en økonomisk politik, der sikrer, at inflationen ikke igen vender styrket tilbage. Men oplevelsen er samtidig, at de mange penge ikke i sig selv er nok til at dække de ekstra omkostninger, der opleves lige nu. Og dermed kommer det andet perspektiv på den kommunale og regionale velfærd.
For alt det kan være nok så fint. Men hvis man som borger i en kommune eller region oplever, at der bliver skåret i velfærdstilbud, kan servicerammer, inflation, realløft og andet jo være ligegyldigt. Så er det daginstitutionstilbuddet, børnenes skole, sundhedsvæsnet eller rengøringen hos den ældre, der er det vigtige.
Derfor er der også brug for, at vi er ærlige over for hinanden. Den ærlighed kommer med et fælles udgangspunkt fra denne kroniks afsendere om, at det danske velfærdssamfund gør Danmark til noget særligt. Og at vi samtidig er sammen om at løse udfordringerne uden at pege fingre ad hinanden.
Kommuner og regioner over hele landet gør deres bedste for at skabe gode rammer for vores børn og unge. Vores syge. Vores ældre. Ja, os alle sammen. Medarbejdere i de kommunale institutioner står klar hver morgen til at byde velkommen i børnehaven og vuggestuen. Lærerne knokler hver eneste dag for at give vores børn færdigheder med i rygsækken og nysgerrighed på livet. Personalet i ældreplejen drager omsorg om dem, der efter et langt og slidsomt liv har brug for netop det. Og sundhedspersonalet løber stærkt for at nå alt det, de skal på en enkelt dag – men stadigvæk bringer små mirakler til virkelighed hver dag i sundhedsvæsnet.
Men vi har udfordringer i grundlaget for vores velfærd. En af årsagerne er, at pengene over en årrække historisk ikke i tilstrækkeligt omfang er fulgt med, når behovet er steget. Når der er kommet flere børn og ældre. Når opgaver og forventninger er blevet flere.
Betydningen af den sammenlagte underinvestering kan for alvor mærkes nu, hvor inflationen også forværrer billedet. Og selvom vi er ved at vende udviklingen og nu igen investerer i velfærden, så er det ikke gjort med få års investeringer. Det kommer til at tage tid.
Samtidig gør flere penge det ikke alene. For andre store udfordringer trænger sig på, og hvis vi sidder på hænderne og blot ser til, vil de over årene vokse til at blive så godt som umulige at håndtere.
Det handler ikke mindst om stigende udgifter. Her er det afgørende, at vi holder tungen lige i munden. For regionerne har det i høj grad været et spørgsmål om stigende udgifter til medicin. For kommunerne er det blandt andet stigende udgifter til det, der med et forvaltningsteknisk begreb kaldes det specialiserede socialområde.
Det dækker bl.a. over borgere med psykiske lidelser og handicap. Unge med ondt i livet. Voksne med behov for støtte i hverdagen. Fælles for dem alle er, at de fortjener gode liv som alle andre. Det er først og sidst en menneskelig udfordring. Men det er også en økonomisk udfordring. Området er i dag det enkeltstående største kommunale udgiftsområde.
Hvis vi kunne se, at de stigende udgifter betød en væsentlig forbedring af den borgernære velfærd, ville det måske være lettere at acceptere. Det har vi bare ikke bevis for.
Det er en ond spiral, der kræver politisk handling at standse. Og som med andre komplekse udfordringer findes der ikke kun ét svar. For tingene hænger sammen. Derfor skal eksempelvis det historiske løft i psykiatrien stigende mod 3,2 mia. kr. om året i 2030 ses på flere måder – ikke mindst i forhold til forebyggelse. For det første at sikre langt bedre kvalitet og hastighed i tilbuddene for danskerne. Og for det andet være med til at skabe bedre sammenhængende forløb med kommunerne. Det er ikke løst i morgen. Men det er afgørende for at sikre bedre balancer i den kommunale velfærd.
Blot et eksempel. Vi ser i de her år en stigning i antallet af børn og unge, som bliver diagnosticeret med f.eks. adhd eller autisme. Samtidig er der for mange, der venter for længe på at blive udredt og få startet en behandling. Det betyder først og fremmest, at de enkelte familier belastes unødigt. Men det betyder også, at forældre kan være nødt til at gå hjemme hos barnet, der venter på en udredning. Det kan føre til stigende udgifter for den kommune, hvor familien bor. Det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er naturligvis, at den unge får behandling meget hurtigere og bliver i stand til at komme videre med sit liv. Men den afledte effekt vil det ikke være ansvarligt at lukke øjnene for.
At få styrket den forebyggende indsats på det væsentlige område for velfærdssamfundet er noget af den handling, udfordringerne i velfærdssamfundet kræver.
Noget andet er at frigøre større muligheder for at prioritere velfærdstilbud. Derfor er vi også enige om, at vi nu for alvor tager favntag med den gordiske knude, som stigende bureaukrati er. Ingen har haft det politiske ønske om det omfang af administration og bureaukrati, vi har i dag. Alligevel er det blevet værre. Lag på lag af statsligt tilsyn og regulering, der er lavet ud af gode hensigter, bliver tungt. Og det rammer ude hos medarbejderen i den nære velfærd. Og hos borgeren. På samme måde er for mange regler og dokumentationskrav blevet udtænkt lokalt. Den evighedsmaskine af nyt bureaukrati skal standses. Det flerårige samarbejdsprogram mellem staten og kommunerne, der blev aftalt i foråret for bl.a. at rydde ud i overflødige regler og regulering, er en god start.
Det er ikke nemt. Men det er nødvendigt, hvis vi ikke skal lade vores samfund sande til.
Og var høj inflation, stigende udgifter, udfordrende demografi og bureaukrati ikke nok, nytter det ikke noget at lukke øjnene for, at vores velfærdssamfund kommer til at mangle medarbejdere. Fremskrivninger fra Finansministeriet viser, at vi kan komme til at mangle knap 15.000 flere social- og sundhedsuddannede de kommende år. For få søger ind på en velfærdsuddannelse. Og for mange stopper, før de er færdige. Samtidig skal vi blive langt bedre til at fastholde dem, der går på arbejde hver eneste dag og har en kæmpe betydning for andre mennesker. Det handler om ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Mindske sygefraværet. Men også at gøre det mere attraktivt – økonomisk som på andre måder – for flere at gå op i tid.
Hvis ikke vi er i stand til at se verden fra forskellige sider af samfundet, kommer vi ikke i mål. Langsigtede udfordringer kræver langsigtede løsninger. Nøglen til velfærdens paradoks i de her år ligger i at komme hele vejen rundt. For at styrke den velfærdsmodel, som er under pres, men som danskerne med rette har store forventninger til.
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Andrew Mitrovica
Rami G Khouri
Srecko Horvat
Marwan Bishara
visit website
