Von der Leyen træder uforvarende venstrefløjen over tæerne

Hvordan en kølig analyse i Bruxelles endte med at provokere det anti-israelske miljø.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I den forløbne uge holdt EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, en tale til EU’s konference for ambassadører.

I den tale sagde hun to ting, der har vakt opsigt – selv uden for boblen i Bruxelles.

Den første var: [Europa kan ikke længere] »være kustode for den gamle verdensorden, for en verden, der er forsvundet og ikke vil vende tilbage. Vi vil altid forsvare og opretholde det regelbaserede system, som vi sammen med vores allierede har hjulpet med at opbygge, men vi kan ikke længere stole på det som den eneste måde at forsvare vores interesser på eller antage, at dets regler vil beskytte os mod de komplekse trusler, vi står over for. Derfor må vi bygge vores egen europæiske vej og finde nye måder at samarbejde med partnere på«.

Altså i klar tekst: Vi vil selvfølgelig gøre, hvad vi kan, for at redde den regelbaserede verdensorden. Men vi må også se i øjnene, at der først og fremmest er tale om en kontinental orden. At det ikke længere er den gamle regelbaserede orden, der former virkeligheden uden for Europa. Det er magtens logik og politik.

Den anden pointe i talen var mindst lige så opsigtsvækkende: [EU har brug for] »et klart og hårdt blik på vores udenrigspolitik i dagens verden – både på hvordan den er designet, og hvordan den udrulles.

Vi har akut brug for at reflektere over, om vores doktriner, vores institutioner og vores beslutningsprocesser – alle designet i en efterkrigstid præget af stabilitet og multilateralisme – har holdt trit med hastigheden af forandringerne omkring os. Om det system, vi har bygget – med alle dets velmente forsøg på konsensus og kompromis – er mere en hjælp eller en hindring for vores troværdighed som geopolitisk aktør«.

I klar tekst betyder det: Det er nødvendigt, at vi i EU hurtigt får udviklet et alternativ til vores gamle måde at gøre tingene på – hvor vi holder møder, skaber konsensus og gennemfører det, alle kan blive enige om, gennem vores institutioner.

Rundtomkring i de politiske miljøer i Bruxelles har talen udløst vrede. De europæiske socialdemokrater og socialister i S&D-gruppen er vrede over, at formanden højt siger, hvad alle nogenlunde vakse mennesker ved i forvejen.

Hele idéen om, at det vigtigste i international politik er, at der har været en god proces, er færdig. Når den idé er færdig, er det ikke kun, fordi de atombevæbnede stormagter har skrottet den.

Det er også, fordi stort set alle lande i regionen har udtrykt deres store glæde over udfaldet af det amerikansk-israelske angreb på Iran: at Ali Khamenei er væk, og at Iran i dag er en væsentlig mindre strategisk trussel imod den regionale fred, end landet var for et par uger siden. Selvom den måde, hvorpå Iran sætter sig til modværge imod USA og Israel, på kort sigt forstyrrer freden.

Amnesty International har også været kritisk. Det skyldes efter min opfattelse, at organisationen i vore dage i høj grad har specialiseret sig i lawfare – altså juridisk formulerede anklager imod politikere, Amnesty International ikke kan lide.

I samme øjeblik, hvor Ursula von der Leyen siger, at den gamle orden er smuldret, kommer anklagerne imod f.eks. Benjamin Netanyahu for alverdens ondskab til at lyde mere hule, end de gjorde for få uger siden. Ja – han har smækket Hamas en på sinkadusen. Og det er Hamas og deres klakører kede af. Men at det skulle være en grov overtrædelse af en eller anden lov? Det lyder ikke nær så troværdigt, som det lød for et par uger siden.

Jeg vil formulere en forsigtig og foreløbig konklusion, der lyder således: I jo højere grad man hidtil har levet af at instrumentalisere den regelbaserede verdensorden – så man for eksempel kunne bruge den imod Israels ret til at forsvare sig selv imod den globale terrorisme – i jo højere grad er man imod, at Ursula von der Leyen højt siger, hvad de fleste kløgtige iagttagere har vidst i et stykke tid.

Reelt har der ikke været en regelbaseret verdensorden, siden USA, Rusland og Kina i praksis opgav enhver form for foregiven af at bekymre sig om FN-pagten. Men vi har i et stykke tid efter, at den regelbaserede verdensorden forsvandt, hengivet os til den forestilling, at den eksisterede. Det er også, hvad Mark Carney for nylig sagde i Davos.

Hvad Israels krig imod Hamas viste, var, at ”den internationale retsorden” var i et helt åbenlyst forfald. Hvor man kunne bruge den til utroværdige anklager om, at Israel begik ”folkemord” i Gaza (de blev allerede formuleret den 8. oktober 2023 – altså før Israel overhovedet havde reageret), eller at Israels regering havde gjort noget forkert ved at forsvare befolkningen imod evindelige angreb fra Hamas, Hezbollah og dermed Iran (alle lande har en soleklar ret til selvforsvar).

Von der Leyens udtalelser faldt antageligvis ikke, fordi hun havde til hensigt at sige noget om dette helt specifikke problem. De faldt, fordi det i 2026 bør være åbenlyst for enhver, at gammeldags geostrategi og gammeldags magtpolitik er tilbage på den scene, nogle engang troede blev behersket af den regelbaserede, internationale orden.

Men bivirkningen af udtalelserne er, at de politiske kræfter, der ynder at angribe Israel med pseudo-juridiske argumenter, fordi landet forsvarer sig imod terrorister, står svagere.

Ja, vil en realpolitiker sige: I råber op om nogle formaliteter, der ikke længere rigtig er nogen, der tror på. Den magtpolitiske realitet er, at Israel er træt af at leve med den kontante trussel fra Iran og Irans marionetter. Det kan vi sådan set godt forstå. Og hvis der er nogen, der ikke kan forstå det, skyldes det formentlig, at melet i deres poser ikke er ganske rent.

Status i midten af marts 2026 er:

Vi skal værne om den kontinentale retsorden, fordi den stadig er langt bedre end ethvert alternativ.

Vi skal være klare over, at den kontinentale orden ikke gør stort indtryk på verden uden for Europa.

Vi skal være klare over, at hvis EU skal være relevant i fremtiden, skal EU arbejde hurtigere – og med resonans i en helt reel militær styrke og evne til at afskrække sine modstandere.

Det er politik i en meget gammeldags forstand, når Frankrig sejler et hangarskib ind i det østlige Middelhav. Men det er også supermoderne politik – og noget, vi skal have meget mere af, hvis nogen uden for kontinentet skal tage Europa alvorligt.

© Jyllands-Posten