Patrioter er fædrelandskærlige. Nationalister tror, de er det. Derfor må vi ikke forveksle de to ting.

Patrioter for Europa kan ingen have noget imod. Til gengæld er nationalister imod Europa en udfordring så stor, at det minder om et problem. Tillad mig derfor at skrive lidt om forskellen på patriotisme og nationalisme.

Der er ikke noget i vejen med at elske sit fædreland. Var jeg lige ved at skrive. Men tilgiv mig. Jeg er et ældre menneske. Jeg tilbragte mine formative år i Jylland. Kort sagt: Jeg har næsten enhver tænkelig forudsætning for at underdrive.

Sagt uden de indsocialiserede underdrivelser, er det fantastisk at have et fædreland, man kan elske. Et sted, hvor man kan tale sit eget sprog og ikke mindst: Blive forstået på sit eget sprog. Et sted, hvor man deler både kontekst og forudsætninger med de fleste mennesker. Et sted fuldt af mening og historier.

Det er derfor, det er tilrådeligt at værne om fædrelandene. De beskytter bedre end så meget andet imod den rodløshed og det meningstab, der er samtidens forbandelse.

Men fædrelandskærlighed og nationalisme er ikke det samme. Tværtimod: De er hinandens gode og onde slægtning.

Fædrelandskærligheden er vandret. Her er mit fædreland. Der er dit fædreland. Og dit og dit. Alle sammen spredt ud på den samme metaforiske overflade.

Nationalismen er lodret. Her oppe, allerøverst, er mit land. Det er bedre end dit land. Og dit land og dit land. Hvor fædrelandskærlighedens verden er vandret, er nationalismens verden både lodret og hierarkisk.

Men der er mere i det, end forskellen på vandret og lodret. Den hierarkiske, lodrette nationalismeverden er et nulsumspil. Hvis andre lande har det godt, er det fordi de har stjålet noget fra mit land. Hvis vi skal have det godt, må vi derfor sørge for at rage så meget, som overhovedet muligt, til os på andre landes bekostning.

Over for det står den pluralistiske og vandrette verden af kærlighed til eget........

© Jyllands-Posten