Reel grønlandsk selvstændighed har nok aldrig været længere væk

Det, der gør grønlænderne så stolte af deres land, er også det, der betyder, at udsigterne til grønlandsk selvstændighed er længere væk end nogensinde. Grønland må vælge, hvem man vil stå sammen med, for alene har man desværre ikke en chance.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har rejst i Grønland mange gange. Overalt, hvor jeg er kommet frem, er jeg blevet mødt af en usædvanlig imødekommenhed, der på den ene side står i skærende kontrast til det ufremkommelige landskab, men som på den anden side fuldstændig matcher den skønhed, som Grønland har.

Jeg har samarbejdet med grønlandske politikere, med grønlandske interesseorganisationer, med grønlandske virksomheder, og jeg forstår til fulde det store ønske, som mange grønlændere har om at være herre i eget hus. Hvem vil ikke gerne være i kontrol over egen skæbne?

Men når det kommer til selvstændighed, er det netop Grønlands storslåethed, der er problemet.

Hvis ikke Grønland var verdens største ø, hvis ikke Grønland lå så højt mod nord, men samtidig lige i det tøende polare smørhul mellem verdens supermagter med amerikanerne på den ene side og russerne og kineserne på den anden, hvis ikke Grønland havde så ufattelige naturressourcer, hvis ikke Grønland var en juvel, som så mange gerne vil have fingre i, ja, så havde drømmen om selvstændighed så afgjort været en anden og mindre kompliceret sag.

Men sådan er det bare ikke. Nu er landets ufattelige potentiale blevet det, der lægger drømmen om reel selvstændighed i graven.

For selvom grønlænderne med rette er et stolt folk, er de samtidig en ganske lille befolkning i et meget stort land. Et land, der tilmed har og kan få langt større strategisk betydning, end det har i dag – både i forhold til råstoffer og........

© Jyllands-Posten