Vi har for længst vænnet os til, at staten konstant er på nakken af os med formaninger og sundhedsråd: Lad være med at ryge, drik ikke for meget, skrab smørret, spar på fedtet, dyrk motion, spis seks stykker frugt om dagen, og husk nu at gå til lægen, hvis der er det mindste i vejen, ikke.

Ydmygt bøjer vi nakken og tager imod statens moderlige formaninger. Vi vil jo så nødigt risikere at skulle ligge staten til byrde. Og efterhånden som folkepensionen udskydes til en fjern alderdom, er vi jo ligesom også nødt til at kunne klare os selv.

Så vi plager vore sjæle og spæger vort kød, og apropos det med kødet så ved vi jo også godt, at den går snart heller ikke mere, for vi skal huske kostpyramiden, så ind med hvedeklid og ud med bøffer.

Ydmygt takker vi staten for dens utvivlsomt velmente belæringer. For vi ved jo godt, at den har ret – hvedeklid er sikkert sundere end bøffer.

Men ét sted har vi dog indtil nu været nogenlunde i ly for formaninger - én af autoriteterne i vores daglige liv har hidtil skånet os. Nemlig vores arbejdsgivere. Når vi gik på arbejde, kunne vi så nogenlunde regne med at blive bedømt på vores arbejdsindsats og ikke vores motionsiver eller spisevaner.

Men ak, freden er forbi, fristedet er intet fristed mere, for selveste Dansk Arbejdsgiverforening har nu fremlagt et sundhedsudspil. Med mange krav til os, så vi ikke går hen og bliver alt for skravlede og melder os syge. Alt sammen fremført i et sprog, som må få selv socialdemokrater til at blegne.

Regeringen skal udarbejde en strategi for en sundere befolkning, kræver DA, og regeringen skal fastsætte konkrete, nationale mål for danskernes sundhed.

Kommunerne skal også være med: De skal 'benchmarkes' en gang om året på deres sundhedsindsats. Så kan borgmesteren få lov til at stå politisk strambuks, hvis hans borgere er for tykke og syge.

Endelig rummer udspillet en smøre om systematiske tilbud om sundhedsfremme og forebyggelse. Og de skal 'tilpasses virksomhedernes virkelighed', som DA kalder det, når andre skal gøre noget for arbejdsgiverne.

Som altid, når DA er i krigshumør, handler det mest nemlig om noget, andre skal gøre – staten, kommunerne samt naturligvis de dovne og usunde ansatte. Vi aner dog alligevel, at der ikke bliver mulighed for at gemme sig under kantinebordet med sine flæskesvær.

Så herfra retter vi en ydmyg bøn til DA: Slap nu lidt af. Lad os lige være i fred. Vi ved det godt alt sammen, og vi skal nok gøre os mere umage med kostfibrene. Men skån os for flere formaninger – vi har nået kvalmepunktet.