I ugevis har vi ikke hørt om andet end boligskat i medierne. Den ene stakkels husejer efter den anden, der er blevet uretfærdigt behandlet, har fyldt sendefladen. Boligejerne bør dog tørre tårerne bort, og journalisterne burde sække fokus på det vigtige problem med boligskatte-reformen. Nemlig at uligheden stiger og vores fælles velfærd mister ti milliarder kroner!

Vi taler ti milliarder mindre til skoler, hospitaler, daginstitutioner, grøn omstilling og alle de andre ting, som er så vigtige i vores samfund!

Jeg er med på, at der er lavet nogle meget forfejlede vurderinger. Det betyder, at nogle reelt ikke kan sælge deres bolig på grund af en alt for høj vurdering. Det er ikke i orden. Og selvfølgelig skal det være muligt at klage.

Men her er et par oversete fakta, som bliver nævnt alt for lidt i medierne:

Det tror jeg er gået manges næse forbi. Når jeg spørger venner, bekendte og kolleger, så har mange slet ikke forstået, at der faktisk er tale om en kæmpe skattelettelse til boligejerne. Det tror jeg skyldes, at mediebilledet har fordrejet hele historien.

Hvis der er noget, jeg er stolt over i Danmark, så er det vores solidariske velfærdssamfund. Jeg er stolt over, at vi igennem generationer har gjort en masse for at bekæmpe uligheden. Alle skal have en lige chance. Der skal ikke være for langt fra rig til fattig. Men den fortælling holder snart ikke længere.

Gennem de sidste mange år er uligheden steget. På grund af politiske beslutninger. Boligskattereformen er endnu et trin op ad stigen til et mere ulige samfund. Det er en skattelettelse til en gruppe mennesker, der i store træk i forvejen tilhører de mest velstillede i samfundet. Om du ejer eller lejer din bolig, er faktisk den største kilde til ulighed i det danske samfund. Så når man giver skattelettelser til boligejerne, så øger man uligheden i samfundet.

Det er netop, hvad skiftende Regeringer har gjort gennem de sidste mange år. De har givet skattelettelser fordi ”det skal kunne betale sig at arbejde” og ”der skal flere penge ud til de hårdtarbejdende familier”.

Men i virkeligheden er det dem, der i forvejen tjener bedst, der har fået mest ud af skattelettelserne. De helt store tabere er dem, der har allermindst. Nemlig dem på overførselsindkomst. Det er ikke sådan et samfund, jeg ønsker mig.

Regeringen skulle hellere sige, ”det skal kunne betale sig at eje et hus”, og det kan det sandelig også. Jeg er selv boligejer, og jeg betaler gerne min grundskyld og ejendomsværdiskat. Til gengæld ville jeg ønske, at der var lidt flere penge til hospitalerne, når jeg snart skal føde på en underbemandet fødegang. Eller at min datter kunne møde ind på en skole, hvor der var råd til at tage på lejrskole og flere pædagoger i fritidsordningen. Og at jeg kan se hende i øjnene, når hun bliver stor nok til at spørge mig, om vi virkelig prøvede at bremse klimaforandringerne, dengang det ikke var for sent.

Er det i virkeligheden ikke det, der betyder mest for de fleste af os?