Nu siger jeg noget, som jeg aldrig har sagt før og nok aldrig kommer til at sige igen: Dansk Folkeparti har simpelthen begået en uovertruffen genistreg. Et sandt politisk magnum opus. Det har vist sig i form af en serie af små kampagnevideoer, under det kreative hashtag #stopwoke, som jeg er blevet intet mindre end besat af.

Aldrig har vi fået så klart et blik ind i de inderste dybder af den reaktionære hjerne. Aldrig har polemikken bag politikken stået så klart. Ideelt ville jeg producere en Phd-afhandling og måske en opfølgende post-doc om emnet, men i denne omgang lader jeg mig nøjes med en klumme.

Videoerne forløber således: en stakkels, kuet, hvid mand, hvis sjæl tydeligvis er knækket af mange års politisk korrekt undertrykkelse af både hans køn og race, bliver sat overfor en ondsindet, rabiat kvinde, som kun ønsker at kue ham yderligere.

I én video bakser hun med en cykel, han prøver at hjælpe, og hun skælder ham straks ud for mansplaining, overgreb og dét, der er værre. I en anden vil han gerne, via gammel børnebog, lære deres barn, hvordan man siger neger, og den onde kvinde er straks på pletten til at udskamme ham for at være et racistisk psykopatmonster. I en tredje bestiller hun en meget kompliceret kop kaffe på en café, og han kommer op bagefter og vil bare gerne have en filterkaffe med sødmælk – de får begge deres kaffe, og der sker bogstaveligt talt ingenting derudover, men endnu engang er wokeismens dolk blevet jaget ind i hans allerede bedolkede bryst.

Hver video slutter med en variation af kampagnens slogan: ’’Det er okay at være almindelig/hjælpsom/politisk ukorrekt.’’

Og lad os endelig se bort fra implikationerne i, hvad det vil sige at være ’’almindelig’’ eller ’’politisk ukorrekt’’ i DFs øjne. Det leder os blot hen til ældgamle og fortærskede kendsgerninger om partiets standpunkter, når det kommer til hudfarve, seksualitet, religion og et cetera. Dét, jeg simpelthen ikke kan slippe ved Morten Messerschmidts nærmest maniske angreb på wokeismens (læs: kvinders) mange farer, er den formidable øvelse udi skyggeboksning, der er dens kerne. Udgangspunktet for kampagnen lader til at være, at Morten har fundet på en forfærdelig kvinde, der kun eksisterer i hans eget hoved, og nu er han rasende på hende.

Det er den reaktionære hyperparanoide krænkelsesparathed kogt ind til benet. Ingen af disse situationer er nogensinde sket i virkeligheden. De HAR intet forhold til virkeligheden. De er blot en forestilling om en ting, som potentielt kunne ske, hvis verden var indrettet som i Morten Messerschmidts hjerne, og som ville være meget, meget forfærdeligt, hvis det skete. Det gør det ikke, 'men tænk nu, hvis det gjorde; stem på mig,' er beskeden.

Kampen mod den lidet definerede wokeisme lader til at have ædt så meget af den konservative højrefløjs egentlige politik, at de nu kun kan finde ud af at slås med spøgelser. Den største fare, du i den woke verden kan komme ud for, er at nogen foran dig i køen bestiller en meget kompliceret kop kaffe. 1984? Det tror jeg nok. Om dette er et desperat forsøg på at klamre sig til relevansen fra DFs partitops side, eller bare en helt ærlig indrømmelse af, hvor ligeglade de egentlig er med politisk substans, er ikke til at vide. Men smukt, det er det.