Ninja-Mette

NÅR MINK SKAL DRÆBES, sms'er slettes, helligdage stjæles, og fødevarechecks proppes ned i svælget på de store vælgergrupper, er Mette Frederiksen (S) hurtig som en ninja. 

På andre områder snegler statsministeren og hendes disciple i regeringen sig afsted. Som et barn med selektiv hørelse brillerer landets leder i sin egen disciplin: Selektiv handlekraft.

DENNE GANG går det ud over Danmarks 12.000 allermest udsatte borgere. Igen og igen har statsministeren fortalt os alle sammen, hvor meget hun kerer sig om de tusindvis af mennesker, der lever på kanten af samfundet. I 2024 brugte hun det meste af sin åbningstale på at understrege, hvor vigtigt det var at hjælpe og støtte dem til et værdigt liv. 

Forinden havde hun haft 30 Hus Forbi-sælgere på besøg på Marienborg, hvor menneskelige Mette fik taget billede efter billede med de hjemløse.

HANDLING BAG de ord har vi stadig til gode at se. Selv om regeringen efter et imponerende langt tilløb i starten af året endelig råbte ud over hustagene, at NU har de en værdighedsreform klar - et 'nybrud' i dansk socialpolitik - står de udsatte tilbage med en lang næse. Reformen nåede ikke at blive vedtaget, før menneskelige Mette udskrev valg. Det var der åbenbart ikke tid til.

Nu er de hjemløses skæbne overladt til en ny regerings velvilje et sted ude i fremtiden.

MODERATERNES Nanna Gotfredsen, leder af Gadejuristen, raser mod statsministeren i Ekstra Bladet. At kritikken kommer fra et regeringsparti med en partiformand, der vel også har en ting eller to at skulle have sagt mellem tandbørstningen i fast sæbe, klinger hult.

Men det fritager ikke landets øverste leder for sit ansvar. Sidste sommer var statsministeren også med til at sende en lang række af landets fattigste ud i endnu dybere fattigdom med en hjerteløs kontanthjælpsreform. 

Først efter voldsom kritik fandt regeringen 15 millioner til at hjælpe dem, der mærker de største konsekvenser af reformen. Et lille plaster på såret, som kan uddeles i 2026, mens lønmodtagere i den anden ende af skalaen kan lune sig ved en permanent topskattelettelse.

DET ER IKKE svært at forstå, at Ninja-Mette har formået at gøre uligheden i Danmark større end nogensinde i sin regeringsperiode.

Til gengæld er værdigheden svær at få øje på. 

Ved du overhovedet, hvad ordet værdighed betyder, fru statsminister?


© Ekstra Bladet