Håndgranat mod boligskatten

MAN SKULLE TRO, at Lars Løkke havde rigeligt at se til som udenrigsminister.

Men nej – han har også fundet tid til at smide en håndgranat ind i dansk politik: Han vil beskatte gevinster på boligsalg.

Vi må se, om granaten ender med at sprænge hovedet af ham selv. For er der noget, danskerne hader, så er boligskat. Og usikkerhed om boligskat.

Løkkes udspil kommer oven i købet på et tidspunkt, da boligejernes nerver er flossede af et komplet sammenbrud i ejendomsvurderingerne og bizarre situationer, hvor folk er blevet opkrævet for deres naboers boligskat.

’Snotdumt’ og ’virkelig et selvmål’, lyder dommen over udspillet fra vores politiske kommentator, Hans Engell.

MEN OKAY, når man er så modig, fortjener man også at blive taget alvorligt. Lad os overveje Løkkes idé.

Det nuværende system er jo også snotdumt. Først bruger staten en formue på at regne ud, hvad alle huse og lejligheder er værd. Derefter bruger man disse søsyge beregninger til at beskatte folk af penge, de ikke har tjent.

Så var det da mere fornuftigt og retfærdigt at beskatte folk af gevinster, de faktisk får.

For Løkke har jo ret: Den nuværende boligskat vender massivt den tunge ende nedad, økonomisk og geografisk. 

EJER MAN ET hus i Gentofte, tjener man en lille halv million om året i værdistigning. Ligger huset i stedet i Norddurs, tjener man rundt regnet ingenting.

Men djævelen gemmer sig i detaljen. Skal folk betale en kæmpeskat efter 40 års ejertid bare på grund af den almindelige inflation i samfundet? Hvad nu, hvis man har bygget om og forbedret – skal man så have fradrag, og hvordan i alverden vil man skelne mellem udgifter til forbedring og udgifter til vedligeholdelse?

Og hvad med dem, der sælger for at købe et mindre hus længere nede ad vejen? Beskatter man dem, bliver de måske bare boende, og så bliver der færre boliger til salg, og færre mennesker, som kan finde et nyt hus.

OG HVAD NU, hvis man sælger med tab – så skal der vel være fradrag? Men hvad nu, hvis tabet skyldes, at huset ikke er blevet ordentligt vedligeholdt? Og hvornår skal det hele gælde fra – de nuværende husejere har jo betalt løbende boligskat. Og så videre.

Løkke siger, at han vil ’forenkle’ boligbeskatningen. Jeg kan godt love, at resultatet bliver det modsatte.

Vil man forenkle, gør man én ting: Man fastfryser alle boligskatter og nøjes med fremover at inflationsregulere dem. Den milliard, man sparer på at nedlægge Vurderingsstyrelsen, kan man sende til husejerne i Norddjurs og lignende steder.


© Ekstra Bladet