Alex er sølle

ALEX VANOPSLAGH virker sært optaget af, hvordan han kan ødelægge sin personlige troværdighed.

Først var der hans narkotikamisbrug, hvor LA-formanden ikke lige kunne huske, hvor tit han havde sniffet kokain i sin tid som leder af partiet.

Nu tager han et skridt videre og siger, at han løj under valgkampen om sin holdning til rent drikkevand. Fordi han ikke turde sige, hvad han mener – nemlig at alt det dér med drikkevand er det rene pjat, det er ikke vigtigt, og der er overhovedet ikke noget at bekymre sig om.

Det har han selvfølgelig ret til at mene. Men der var nok nogle af LA’s vælgere, der gerne ville have vidst det, før de stemte på partiet.

UNDER VALGKAMPEN sagde Vanopslagh, at rent drikkevand var hans højest prioriterede emne, intet mindre. 

- Hvis man siger, at rent drikkevand ikke er vigtigt, så virker man jo fuldstændig vanvittig, sagde han i Go’ aften, Live.

Det kan man kun være enig i.

Men torsdag – altså to dage efter valget – bringer Weekendavisen et friskt interview, hvor Vanopslagh ser tilbage på valgkampen – og tager afstand fra sig selv.

- Havde det været i valgkampen for fire år siden, havde jeg nok indtaget et andet standpunkt på alt det pjat med rent drikkevand, siger han til avisen.

- DET ER JO det rene hysteri. Vi har jo rent drikkevand. Vi har ikke sydeuropæiske tilstande. Men det har jeg ikke haft modet til at sige. 

Det er en ærlig sag at være fej. Men så skal man nok ikke være i politik. 

Havde Vanopslagh sagt under valgkampen, hvad han siger nu, så havde det nok sat sig spor i LA’s stemmetal. For denne valgkamp handlede i høj grad om rent drikkevand. Hele venstrefløjen, også S, krævede sprøjteforbud på landbrugsjord, som er vigtig for grundvandet. Det gjorde Moderaterne og De Radikale også. Og De Konservative.

ANDRE BORGERLIGE partier snakkede sidelæns og mente, at problemet skulle løses i trepartsforhandlinger med landbruget. Men de anerkendte dog problemet. Der var ikke én borgerlig partileder, som sagde, at det hele bare var noget pjat, og at der ikke er noget at være bekymret for.

Det er da også et komplet tåbeligt synspunkt. Det er jo ikke bare dagens drikkevand, vi diskuterer, men fremtidens. Det vi tillader landbruget at sprøjte med i dag, kan havne i grundvandet om ti eller tyve år.

Det er helt fair at mene, at debatten har været unuanceret, og at det ikke kun er landmændene, som forurener drikkevandet. Men at mene, at bekymringen er noget pjat – det er for dumt.

Og oven i købet at lyve om sit synspunkt – det er bare sølle.


© Ekstra Bladet