Kathrine Lilleør: Så længe kvinder stadig går i høje hæle, og vi afbrænder kvindedukker til midsommer, har mænd intet at græde over

»Stil et borgerforslag om, at vi skal forbyde afbrænding af menneskelignende dukker«, skrev en dame til mig dagen efter sankthans. Umiddelbart en fristende tanke. Forbud er altid tillokkende. Som om det, man forbyder, forsvinder, hvis det bliver forbudt.

Men heksene kommer ikke ned fra bålene ved forbud, de kommer ned, når vi efterspørger den trøst og det håb, som sankthansbålet altid var tænkt som.

Velkommen til den tale, jeg ikke fik holdt sankthansaften, fordi ingen havde bedt mig om at holde båltale i år. Jeg har nemlig opdaget, hvad sankthansbålet altid har været. En tradition, vi har fået overdraget af dem, der slægt efter slægt var her før os, men som vi har reduceret til noget med at brænde hekse af.

Man har tændt bål på den sidste lange dag ved midsommer, også længe inden kirken annekterede begivenheden og kaldte den sankthans efter Johannes Døber.

Hvis man synes, at det er svært at forbinde bål med Johannes Døber, der jo snarere lyder som noget med vand, er det ikke mærkeligt.

Sandheden er, uanset navnet, at bålene til sankthans intet har med kristendom at gøre. De er blevet tændt så længe, der har været midsommer i Danmark.

Vågeblus, der........

© Berlingske