B.T. mener: Når alle er på valium taler vi om kokain |
Valgkampen handler lidt om drikkevand, lidt om ulighed, lidt om pension, lidt om benzin, lidt om skolen. Den handler om lidt af det hele. Og egentlig ikke rigtigt om noget.
Mindre end en uge til valget har valgkampen 2026 politisk set kurs mod at blive en af de mest bovlamme i mands minde. Det eneste tema, der har fastholdt interessen i mere end 48 timer er Alex Vanopslaghs erkendelse af, at han som partileder for år tilbage har taget kokain.
I to såkaldte statsministerdueller på statens to public service tv-stationer har den siddende statsminister Mette Frederiksen og den siddende forsvarsminister Troels Lund Poulsen siddet og snakket lidt om, hvad der er gået godt og skidt i de seneste 3-4 år.
Pulsen er steget en anelse, når snakken falder på, om vandet i hanen skal være rent. Det mener både Troels og Mette. Fint, videre. Ned med pulsen igen.
Vi har ikke for alvor haft en grundlæggende debat om visioner og retning for nationen. Eller om, hvordan vi skal tackle truslen mod danske værdier fra islam inden for vores egne grænser.
Man forstår egentlig godt, at det eneste tema, der har fastholdt en interesse i mere end 48 timer er Alex Vanopslaghs erkendelse af, at han som partileder for en række år siden har taget kokain.
Opmærksomheden om den sag er forståelig nok i sig selv. For, hvor er det dog dumt og udtryk for dårlig dømmekraft. Det er øjensynligt også hans egen vurdering af den sag. Skulle det så være en undskyldning for, at vi ikke kan interessere os for en solid samtale om landets fremtid?
Skal staten løse alle borgernes problemer - store som små? Skal vi bare lade den offentlige sektor vokse løs og bevare verdens højeste skattetryk? Betyder det noget, at etniske danskere er i mindretal inden århundredets afslutning samtidig med, at unge danske muslimer bliver mere og mere fundamentalistiske?
Vi kan ikke rigtigt mærke den debat, hvor fronterne for alvor bliver trukket op og danskerne kan mærke de reelle forskelle.
Man kan mene, at vi i medierne har et ansvar for, at den demokratiske samtale fragmenteres. Men sandheden er, at de store skel er udvisket i dansk politik. Som Anders Fogh Rasmussen advarede om i bogen “Fra socialstat til minimalstat” har den enorme offentlige sektor udvisket det personlige ansvar. Slavesindet har overtaget danskerne, når “et flertal af vælgerne er gjort privatøkonomiske afhængige af statskassen,” skrev han.
Og Christiansborg elsker at levere varen. Hellere en fødevarecheck end at sænke skatten på arbejde.
Grøden af midterkonsensus skyldes uden tvivl det enorme antal partier, der rækker ud efter regeringsmagten. Politikerne har mere travlt med at afdække flanker og behage end at sætte en dagsorden.
Man skulle nødig skræmme nogen væk.
Resultatet er en valgkamp på valium. Og så er det nemmere at tale om kokain.