Jul er glæde og forventning, men også sorg over det, vi mistede, det, vi ikke nåede eller fik. Men ligningen går op til sidst.
Lige om lidt skal juleglæden indfinde sig i de små hjem – på meget få timer og nogle gange under helt umulige forudsætninger. For børnene er glæden umiddelbar.
Min lille Inger tæller pakkerne, der er tilbage i julekalenderen, snart henter vi kassen med glimmerpynt op fra kælderen, snart kommer bedstemor, juletræet, stjernernes spil, det underfulde og englen med sølvhvide vinger, der forkynder julebuddet om glæden, der skal være for alle – men det er bare ikke alle, der er glade.
For livet lærer os, hvad vi ikke vidste som børn – nemlig at al timelig glæde, hvor stor og lysende og god og lykkelig den end er, ja så er den underlagt forgængelighedens vilkår og dom – underlagt døden. Derfor har vi voksne lettere ved at forholde os til skuffelserne, og sorgen kan være der, hvor glæden og forventningen sådan rationelt burde være.
Julesorg hører på en eller anden måde det voksne menneskes liv til. En sorg, der ikke alene er sorgen over noget konkret, men en erfaring af, at mørket er – og erfaringen af en sorg, der ikke rigtig forsvinder, uanset hvad vi stiller op for at glæde os.
Det er sorgen over den tabsfortælling, der blev hele menneskehedens fælles fortælling – sorgen, vi er mærket med helt fra dengang, vi blev mennesker – som et medfødte fejlslag i pulsen, en hjertefejl, en hjertesorg.
En grundsorg, kan man også kalde den, der træder frem med lidt større tydelighed på bestemte tidspunkter af året, som den gør ved juletid, når vi synger salmerne om den store glæde, mens sorgen sidder i halsen på os – uden at vi helt kan forklare, hvad der bor i den sorg.
Nogle af os mærker det måske på en lidt mere insisterende måde end andre. Men sorgen er – ligesom glæden er i verden uafhængig af os selv – for med al vores hjertesorg er vi – og vores liv ikke selv glædens grundlag.
Det er et kors for tanken for mennesket i vores moderne tid, hvor det er, som om sorgfuldheden aldrig har været større, fordi vi tror, al vores glæde udspringer af os selv.
Men glædens sande grund ligger ikke i det, vi selv kan frembringe, skabe og tilrettelægge – nej, glæden er en andethed, der kommer os i møde midt i vores mørke og forandrer noget i os.
Jeg tror, at vi mere end nogensinde trænger til at høre evangeliet om glæden, der er for alle, selvom vi træder ad tunger stier, sådan som præsten Paul Gerhard gjorde, da han skrev salmen ”Hjerte, løft din glædes vinge”. Han skrev salmen midt i en forfærdelig tid.
Trediveårskrigen havde raset i Tyskland, rædslerne trodsede enhver beskrivelse. I den lille by Mittenwalde uden for Berlin, hvor Paul Gerhardt var præst, havde der før været 245 husstande – nu var kun omkring 42 tilbage.
Hans menighed var enten dræbt i krigen, død af pest eller hungersnød, og hans eget liv var formørket af sorg. Hans barndomshjem var nedbrændt, han bror død af pest – i løbet af fire år overgik ham den største sorg, et menneske kan opleve – han og hustruen mistede tre små børn – to piger og en dreng.
Og alligevel skrev han ”Hjerte, løft din glædes vinge”.
Glæden fik vinger den julenat, hvor himlen rørte Jorden – glæden fik englevinger – så den kan bære os, nænsomt løfte os op – skrøbelige, som vi er, og tunge, som vi er af hjertesorg og julesorg – og trøster os ved, at alting ikke ender ved alt det uopfyldte og alt det tabte, alt det, vi mistede og aldrig fik.
For der er noget i menneskets liv, der ikke afhænger af os – og ikke dør med os. Nemlig frelsen i krybbebarnet, forsoningen i Kristus – Guds urokkelige tilgivelse over synderens liv, der kommer til Jorden julenat. Glædelig jul.
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Andrew Mitrovica
Mort Laitner
Rami G Khouri
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
visit website
